Fødevareminister Henrik Høegh er begejstret for nyt staldprojekt ved Skjern i Vestjylland, hvor en 5000 kvadratmeter ny kostald bliver den første lugtfri stald i Danmark. Forleden lagde han grundstenen til stalden.
Et nyt byggeri af en ny 5000 kvadratmeter kostald er netop skudt i gang hos brødrene Jacob og Jørgen Spangsberg, der sammen driver et I/S nær Skjern i Vestjylland. Og det er et ret specielt staldprojekt - stalden bliver nemlig den første lugtfri stald i Danmark. Samtidig et resultat af flere års planlægning, med lange miljøgodkendelser og en finanskrise, der satte ind undervejs.
Jacob Spangsberg, der tillige er formand for Team-Kvæg, Vestjysk Landboforening gennemgik processen i går i forbindelse med den officielle nedlæggelse af grundstenen for det 20 mio. kroner dyre staldprojekt, der blev foretaget af fødevareminister Henrik Høegh, der i sin tale havde masser af ros og anerkendelse til de to brødre, som han mener med deres byggeprojekt både viser driftighed og fremsynethed.
- Der er samtidig et stort behov for investeringer i dansk landbrug. Det er dejligt at se unge mennesker med gå-på-mod og investeringslyst indenfor ny teknologi, sagde Henrik Høegh.
Sidstnævnte ikke mindst i forbindelse med bedriftens tætte placering i nærheden af den kommende Nationalpark Skjern Å, hvor Jacob Spangsberg forudser, der vil komme yderligere restriktioner omkring både udledning og lugt. Og det sætter krav om miljøteknologi.
Det er den store bygge og anlægsvirksomhed MT Højgaard, der har udviklet det lugtfrie staldsystem, der reducerer udledningen af ammoniak. Divisionsdirektør i MT Højgaard Agri, Hans Jørgen Pedersen betegnede i sin tale udviklingsforløbet i projektet som et ”Tour de France” hvor man efter en optakt og en udviklingsfase nu høster medaljerne.