Vikinger sloges på Skovly

Årets 4H-sommerlejr ved Ribe havde et historisk perspektiv.

Fire dages sommerlejr på 4H’s gård, Skovly, sydøst for Ribe kulminerede med en overraskelsesdag, der afslørede, hvad de seneste døgns sysler med fremstilling af vikingekostumer skulle bruges til.

De unge 4H Syd-medlemmer i alderen seks til fjorten år fik besøg af formanden og medlemmer af rollespilsforeningen SFA i Esbjerg.

SFA står for ”Spil For Alle”, og det var lige netop, hvad det var.

- I foreningen mødes medlemmerne en gang om måneden til live rollespil i Østskoven ved Esbjerg. At deltage i rollespil er at klæde sig ud og træde ind i en anden verden, end den man er i til hverdag, forklarede SFA’s formand og stifter, Kenneth Kruse Sørensen, mens han instruerede 4H’erne i en af legedisciplinerne: målskydning med bue og pil.

Kenneth Kruse Sørensens medspillere fra SFA var klædt i kutter og andet gammeldags inspireret tøj; og så var de kreativt sminkede og havde spidse ører.

- I skal da smage vores grød!, udbrød en a f de mystiske væsner og peger ned i en medbragt gryde fuld af grød med grønt skær og grønne ”orme” på toppen.

Dét var der dog ikke nogen, der vovede sig ud i.

Til gengæld blev der fægtet på livet løs med legetøjssværdene.

De oprindelige kostumer, som 4H- børnene selv havde lavet, havde vist sig at være for varme til det - for en gangs skyld - gode sommervejr over Skovly. De var derfor iført midlertidige vikingedragter. Men så er der noget at tage med hjem fra årets sommerlejr til senere viking-leg i haverne.

4H Syd holder hvert år sommerlejr på Skovly. I år deltog 50 børn og en håndfuld juniorledere fra det tidligere Ribe Amt, Sønderjylland, Vejle og Bogense-Søndersø på Fyn.

 

Læs også