På fredag kl. 9.00 lyder startskuddet for dette års Ribe Dyrskue, når skuet åbnes af formand Claus Christensen på dyrskuepladsen i Ribe.

Herefter er der lagt op til en begivenhedsrig dag i landbrugets tegn, når dyrne skal bedømmes af dommerne i dyrskueringen, samtidig med at et rekordstort antal udstiller - over 100 i alt - vil stå klar og vise hvad de har valgt at vise til dyrskuets publikum.

Dagen igennem vil der desuden være masser af underholdning fra grisevæddeløb og VM i Gummistøvlekast til hesteopvisning og børnedyrskue.

Kl. 12.00 vil der være festtaler ved formanden Claus Christensen og Esbjerg Kommunes viceborgmester, Jakob Lose. De vil blive efterfulgt af Varde Garden, der spiller i den store dyrskuering.