EL-SERVICE: Hartmann & Bisgaard Service, Farsø, der startede op midt i finanskrisen i 2009, udvider nu med nyt værksted og en servicebil mere.
Finanskrise? Ikke hos Hartmann & Bisgaard i Farsø. Virksomheden, der startede op i januar 2009, installerer og servicerer alle typer ventilation og alt indenfor el specielt på landbrug hos både kvæg, svin, kyllinger og heste.
Elektriker Michael Bisgaard, der driver virksomheden sammen med sin kone Line Hartmann, har godt nok oplevet krisen. Han var ansat hos Munters A/S i Aars, men blev opsagt på grund af finanskrisen.
Han blev opfordret til at starte selv, og det gjorde han hjemme på landejendommen lidt uden for Farsø i en ældre lade, der blev renoveret.
Siden har han ikke mærket noget til finanskrisen.
- Det var meningen, at jeg kun skulle være mig selv. Jeg ville ikke have ansatte og skulle bare kunne opretholde en månedsløn, fortæller Michael Bisgaard.
Det greb om sig
Sådan gik det ikke.
- Det greb om sig, fortæller Michael Bisgaard, der måtte leje mandskab til opgaverne.
Det endelige skub fik han, da han af Forskningscenter Foulum blev tilbudt at lave ventilationen i et forsøg med ventilation i væksthuse.
I januar 2010 kunne han ikke følge med længere, og i dag er der tre elektrikere ansat, og den tredje servicevogn er bestilt.
Laden på ejendommen er blevet for lille, og derfor er det 300 kvadratmeter store maskinhus nu ved at bliver renoveret, så det fremover kan fungere som værksted og lager.
- Vi vælger at tro, at vi kan være der – indtil videre, siger Michael Bisgaard med et smil.
Jyllands-dækkende
Virksomheden kører i et stort område lige fra Fyn til Skagen.
- Det greb også om sig, da jungletrommerne begyndte at lyde, siger Michael Bisgaard.
I efteråret indgik Hartmann & Bisgaard aftale med Varde-virksomheden Rotor om at servicere deres anlæg i det nordjyske.
Indtil nu har opgaverne drejet sig om service, renovering og reparation, men senest er virksomheden hyret til at lave alt el og ventilation i en ny kvægstald.
Ingen vej tilbage
Selvom virksomheden vokser, så er den ikke så stor, at det også betyder store udgifter, stort lager og dermed høje priser, understreger Michael Bisgaard.
Han lægger også vægt på, at kunderne får en personlig service, og at det som regel er den samme tekniker, der kommer hver gang.
Michael Bisgaard understreger, at Hartmann og Bisgaard Service skal være endnu større.
- Der er ingen vej tilbage nu. Der kommer nye kunder til hver uge, og vi skal også bruge flere folk på et tidspunkt, for opgaverne vokser, siger han og tilføjer:
- Der er finanskrise, ja, men jeg er ikke blevet snydt for mine penge én eneste gang. Selvom der stadig er finanskrise, så både kan og vil landbruget, siger Michael Bisgaard, der glæder sig over, at hans virksomhed er blevet taget rigtig godt imod af både kunder, leverandører og andre virksomheder i branchen.