Folk strømmede til kodans

ØKODAG: Gårdejer Herluf Tang glæder sig over den store søgning til økodagen og finder det vigtigt at udbrede kendskabet til landbruget.

»Drej til højre…«.

Den kvindelige stemme i min gps har talt, og vi er ikke nået mange meter ned af vejen, inden vi ved, at hun har ret. Langs siden holder en række biler, og voksne og børn går målrettet. Målet er klart - kodansen trækker.

- Det er tredje gang, vi er med. Det er lidt svært at sige, hvor mange folk, der er kommet, men det er i hvert fald flere end 500.

Sådan lyder det med glæde fra den økologiske mælkeproducent, Herluf Tang, der igen byder velkommen for at lade folk få den oplevelse, det er at lukke køerne ud:

- Det er vigtigt, vi viser, hvad vi arbejder med. Vi skal udbrede kendskabet til landbruget og give dem denne oplevelse, fortsætter Herluf Tang, der også er klar til at lukke folk ind næste år, når køerne skal på græs.

Mange børnefamilier
Ved økodagen, der afvikles i samarbejde med Økologisk Landsforening, åbner Herluf Tang sine avlsbygninger, og mange kigger ind.

- Der kommer mange børnefamilier, og der er også mange bedsteforældre, der har børnebørnene med ud. Nogle går bare rundt og kigger, men der er også nogle, der stiller spørgsmål og gerne snakker om tingene, fortæller Herluf Tang.

I år lukkede han 160 økologiske køer - flest jersey - ud, og de artede sig som ventet. Hoppede og dansede til de besøgendes store glæde, da porten til stalden blev åbnet klokken 12. Næste år løber der måske lidt flere køer ud af stalden. Herluf Bang har fået tilladelse til at udvide besætningen på slægtsgården til 200 køer.

Læs også