Niels Henrik Nørgaard blev efterhånden helt scenevant på Agro Nord. Fem gange trak han sin andenkalvs B Goldwyn-datter på podiet. Første gang som bedste ko i sin afkomsgruppe. Derefter som bedste afkomsgruppe-ko, siden som fløjko i sit hold og som bedste andenkalvs Dansk Holstein.

Prikken over i’et og kulminationen på en hel dag med hæder kom, da han sidst på aftenen i onsdags kunne trække koen på podiet som Miss Agro Nord. Den bedste malkeko blandt næsten 200 udstillede køer.

- Det er helt uvirkeligt lige nu. Det havde jeg slet ikke forventet, sagde udstilleren efter kåringen.

Han havde haft travlt op til dyrskuet og havde faktisk først besluttet at tage af sted tirsdag morgen. Han udstillede sin B Goldwyn-datter og koens mor.

- Hvis jeg havde vidst, at det var sådan en ko, jeg havde, så havde jeg nok gjort noget mere for at komme af sted, sagde han med et smil.

Stærkt comeback
Niels Henrik Nørgaard har siden 2008 været låst af salmonellastatus, så da han trak sin vinderko i ringen onsdag morgen, var det første gang i tre år.

Men han er bestemt ikke uvant med at udstille køer. Han har været med sin far, Henning Nørgaard, på dyrskue siden 1975.

I 1998 dannede de et I/S, men Niels Henrik Nørgaard har overtaget bedriften i dag, hvor der er 165 Dansk Holstein.