Selvom landmændenes demonstration i onsdags på Rådhuspladsen i København ikke blev bakket op af Landbrug & Fødevarer, så er der alligevel ros til arrangementet fra den fungerende formand, Niels Jørgen Pedersen, da det hele forløb i god ro og orden.

Han fortryder dog stadigvæk ikke, at demonstrationen ikke fik det blå stempel fra Landbrug & Fødevarer.

- Jeg fortryder ikke, at vi ikke bakkede op om demonstrationen, men vi forstår udmærket de frustrationer, der er. Vores strategi er dialog og forståelse – ikke demonstrationer. Det er den strategi, der har skabt resultater, og som vi vil fortsætte med, siger Niels Jørgen Pedersen.

Han fortæller, at han selv i en periode var til stede på Rådhuspladsen under demonstrationen for at tale med de demonstrerende landmænd, der jo også er medlemmer af Landbrug & Fødevarer.

- Jeg var der for at snakke med folk. Det er jo vores medlemmer. Her fik jeg nogle rigtige gode samtaler omkring tingene. Jeg oplevede demonstrationen som pæn og ordentlig. Man generede ikke nogle mennesker, og det synes jeg faktisk er det vigtigste, når man gør sådan noget her, siger Niels Jørgen Pedersen.

Som forventet
Han slår samtidig fast, at han da også hele tiden har regnet med, at tingene under demonstrationen i København ville foregå i god ro og orden. Det er ikke det, som han har været bekymret for i forbindelse med demonstrationen.

- På en demonstration får man gjort opmærksom på sig selv. Men det, som virkelig skaber nogle politiske resultater, det er dialog og forståelse for erhvervet, siger Niels Jørgen Pedersen.

Han fortæller som eksempel, at man fra Landbrug & Fødevarer i forbindelse med det første udkast til vandplanerne netop med målrettet dialog fik påpeget over for politikerne, hvor - med formandens egne ord - tåbelige, at de var.

Den målrettede dialog medførte direkte, at der blev nedsat en række arbejdsgrupper, hvor en af dem blandt andet har undersøgt, hvorledes EU's vanddirektiver bliver implementeret i de lande, som vi konkurrerer med. Konklusionen fra arbejdsgruppen betød, at miljøminister Karen Ellemann (V) udsatte 10.000 ud af 19.000 ton kvælstofreduktion til 2027.

- Det er meget vigtigt, at vi får faglighed ind i det. Gør vi det, så skal vi nok få rykket tingene efterfølgende. Jeg mener bestemt, at den strategi, som vi har valgt med målrettet dialog, den giver resultater, siger Niels Jørgen Pedersen

Han fortæller dog, at man skal være opmærksom på, at en sådan strategisk indsats selvfølgelig tager tid, og at aktioner som den i onsdags på Rådhuspladsen ikke passer særlig godt ind i sådan en strategi.

Ingen markant splittelse
I gennem de sidste måneder har der været meget tale om splittelse internt i landbruget. Enkelte landboformænd har blandt andet været ude at bakke op om denne uges traktordemonstration i modstrid med Landbrug & Fødevarers holdninger, og det er vist heller ikke gået nogens næse forbi, at foreningen, der i manges øjne står i opposition til Landbrug & Fødevarer, Bæredygtigt Landbrug, for alvor har fået vind i sejlene og haft markant stigende medlemstal i de sidste måneder.

- Jeg vil gerne sige, at for mig er det vigtigste, at de politiske resultater bliver opnået, at vi får flyttet noget til fordel for vores medlemmer.

- Og jeg er også nødt til at sige, at jeg ikke ser den store splittelse, som mange opfatter, at der er. Vi er nemlig enige i målene. Men vejen derhen, altså strategien, er vi ikke enige om, siger Niels Jørgen Pedersen.