- Vi var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, siger den tidligere mejeriejer om Nova Banks salg af Faurholt og Thrane I/S til Arla Foods.
- Det, der er foregået, er usmageligt.
Det siger tidligere mejeriejer Preben Faurholt, som ikke har noget tilovers for Nova Bank Fyns måde at agere på i forbindelse med salget af Faurholt Thrane, som i forrige uge blev overtaget af Arla Foods.
- Jeg har ondt af dem, der sidder i samme bank, hvis de kan se frem til at få samme behandling som den, vi er blevet udsat for. Jeg synes, det bør være et politisk problem. Hvis der er politikere, som gider høre om, hvordan det foregår i Nova Bank, så kunne de få noget at bruge deres politiske talent til, siger Preben Faurholt.
- Vi var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, tilføjer han med henvisning til, at Faurholt Thrane var i gang med et glidende generationsskifte, da selskabet havnede i Nova Bank i forbindelse med Fionia Banks konkurs.
- Vi var i gang med hele den udvidelse og omstillingsproces, som vi startede i 2007, og som af alle blev betegnet som et godt og gennemtænkt generationsskifte. Hvis jeg havde været et problem for banken, så har de haft 20 år til at smide mig ud. Hvorfor har de ikke gjort det, når de nu bare halshugger folk, siger Prebens Faurholt, som mener, at Faurholt Thrane blev stranguleret lige midt i en igangværende udviklingsproces.
Pludseligt salg
Salget af Faurholt Thrane I/S skete ved, at Nova Bank for nylig indbød andre mejeriselskaber til at afgive et bud på det lille fynske mejeriselskab og efterfølgende accepterede buddet fra Arla Foods, som især er interesseret i Faurholt Thranes produktion af røgeost.
Det er fremgangsmåden med det pludselige salg, som Preben Faurholt finder urimelig.
- Fionia Bank gik ikke ned, fordi alle os, der nu sidder i Nova Bank, er dumme – og vi er ikke blevet dummere af, at Fionia Bank gik ned. Vi er de samme, som vi var før, og det her er sket af årsager, som andre har ansvaret for, påpeger Preben Faurholt, som understreger, at han har haft 35 gode år i Ørbæk.
- Det hele går nok min kone mere på, siger han. Hun ser det nok som en verden, der styrter sammen. Det gør jeg ikke, fordi det langt hen ad vejen er andre menneskers værk. Det er ikke en situation, jeg på nogen måde har fremprovokeret.
- Når det hele har bundfældet sig, vil jeg vurdere, om måden, det er sket på, er rimelig. Rent juridisk har vi et retssamfund, men jeg mener også, at vi har et retssamfund på andre planer – og det har jeg ikke set noget til i denne sag, siger Preben Faurholt.