- Hvorfor skal min søn få fingeren i skolen?
Lolland-landmand Bjarne Pedersen udtrykte på årets store kvægmøde i Herning stor frustration over det daglige liv som husdyrproducent. - Måske skulle den animalske produktion i Danmark afvikles, sagde han blandt andet.
Mælkeproducent Bjarne Pedersen, Nysted på Lolland, var en af de mange kvægbrugere, der på årsmødet i Landbrug & Fødevarer, Kvæg, i Herning for nylig udtrykte sine frustrationer over tilværelsen som landmand.
Han slog blandt andet fast, at det ikke kun er de faglige udfordringer, der frustrerer i hverdagen og spurgte provokerende, om ikke kvægbrugernes organisation kunne gå i gang med at arbejde for en afvikling af mælkeproduktionen. Han foreslog en tidshorisont på fem år.
- For mange kvægbrugere er det ikke kun økonomien, men også regeltyranniet og alt det uden om økonomien, som de går og tænker på i dagligdagen. Hvorfor ser man ikke på det?
Hvorfor skal min søn få fingeren i skolen? Jeg taler ikke for, at vi skal stoppe med at drive jorden, men måske skulle den animalske produktion i Danmark afvikles, lød det fra Bjarne Pedersen.
Ikke så konkurrencedygtige
Kvægformand Peder Philipp tog handsken op.
- Der er ingen tvivl om, at vi har investeret rigtig mange penge de seneste år. Men vi er ikke helt så konkurrencedygtige, som vi troede, vi var. Dér har vi en opgave. Jeg tror dog på, at vi kan få skabt ordentlige vilkår, men det kræver, at den politiske vilje er der, sagde Peder Philipp.
Årsmødet i Landbrug & Fødevarer, Kvæg, samlede 1.200 deltagere i Herning.