- TV Avisen ønsker konfrontation over saglighed.

Dansk Pelsdyravlerforenings formand Kaj Kristensen er rystet over den kampagne, som Danmarks public service kanal i disse dage kører over for dansk pelsdyrproduktion.

Han havde i første omgang ellers sagt ja til at deltage i TV Avisen i aftes, hvor også Anima/Dyrenes Alliance skulle deltage. Men han takkede efter torsdag aftens indslag nej til at møde en aktivist, som i øjeblikket er under politimæssig efterforskning i forbindelse med indbrud på en stribe familieejede minkfarme.

- Det er indbrud, som har efterladt pelsdyravlere og ikke mindst deres nærmeste med en meget stor følelse af utryghed. Derfor ville de blive rystede, hvis jeg som foreningens formand accepterer en debat med den person, som har påført mange i vores erhverv så store menneskelige omkostninger, påpeger Kaj Kristensen.

Groft manipulerede billeder
Under torsdag aftens indlæg viste TV-Avisen billeder, som øjensynligt stammede fra minkfarmen hos bestyrelsesmedlem og tidligere formand for Dansk Pelsdyravlerforening, Erik Ugilt Hansen, Hobro.

- Dyreaktivisterne må bytte rundt på dyrene under deres indbrud, eller måske medbringe egne dyr. Optagelserne er i hvert fald groft manipuleret, og det er helt ufatteligt, at vores største medie har valgt at hoppe i med begge ben og benytte et kildemateriale, som svenske aktivister har indsamlet under indbrud sidste år i 27 danske farme, siger Erik Ugilt Hansen.

Han understreger, at han det seneste halvandet år hverken har fået påtaler fra fødevareregionen, dyrlægen eller politiet, som efter politianmeldelsen i forbindelse med Operation X's besøg i 2008 har udført flere kontrolbesøg på farmen.

- Dansk journalistik vil åbenbart have pelsdyravlerne, som henter rekordpriser for deres produktion, ned med nakken. Det virker, som der er lidt jantelov over det her, lyder det fra den tidligere pelsdyravlerformand.