Det er købers marked

HANDEL: Mange oplever, at det er svært at få finansieringen på plads, og ejendomsmægler Bjarne Jacevicz undrer sig over, at YJ-lånene forsvinder.

- Det er købers marked.

Sådan lyder det fra ejendomsmægler Bjarne Jacevicz fra Nybolig i Tønder, men det betyder ikke, at der er fuld gang i salget af gårde og landejendomme.

- Det store problem er i øjeblikket muligheden for finansiering, og på mig virker det besynderligt, at YJ-lånene er på vej til at forsvinde. Det vil gøre det nærmest umuligt for unge at købe gård i fri handel, vurderer Bjarne Jacevicz.

YJ-lånene har kun været benyttet i ringe omfang, men det er netop nu, der er brug for dem, og Bjarne Jacevicz undrer sig over, at de skal fjernes, bare fordi de i en periode ikke har været brugt særligt flittigt.

Omkring jordpriserne har også det sønderjyske område mærket et stort fald, selvom der er forskelle:

- Jordpriserne har været oppe på 210.000 kroner pr. hektar, og jeg har nu haft handler, hvor jorden er solgt for 100.000 kroner, men omvendt har jeg også solgt jord til 180.000 kroner, fortæller Bjarne Jacevicz til Landbrug Syd.

Læs også