- Prisfaldet ser mærkeligt ud

LDM's næstformand Flemming Jørgensen er skuffet over, at Arla sænker mælkeprisen med 7,5 øre.

- Jeg er faktisk lidt skuffet. Det her er ikke lige, hvad vi har behov for, lyder det fra Flemming Jørgensen, næstformand i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, der driver en bedrift med 230 køer i Gredstedbro i Vestjylland.

Han fortæller, at hans egen forretning netop nu ser ud til at køre ud til 0 med en tendens til minus. Et hvert fald i Arlas afregningspris er derfor noget, som der kan mærkes.

Flemming Jørgensen mener, at faldet i Arlas mælkepris til andelshaverne kommer på et besynderligt tidspunkt. Også selvom Arlas seneste prisstigning i november kom, kom fordi årets resultat for 2010 tegnede til at blive mere end de 1,2 milliarder kroner som var målet. Derfor besluttede bestyrelsen at udbetale »overskuddet« over de sidste to måneder af 2010 ved at sætte mælkeprisen op, som en »engangsbetaling«.

- Jeg synes stadig, at det ser lidt mærkeligt ud. Alle andre mejerier hæver jo prisen rundt omkring os, og så sænker Arla den. Jeg forstår ikke, at Arla hele tiden, skal ligge bag alle de andre, siger Flemming Jørgensen.

Han fortæller også, at mælkeproducenterne i lang tid er blevet tudet ørene fulde om, at når Arla sænker mælkeprisen, så skyldes det, at dollaren falder.

- Men i øjeblikket, der stiger dollaren jo. Jeg kan ikke rigtig forstå det, siger Flemming Jørgensen.

Læs også