Regeringen har ikke fået gennemført et eneste af de store indgreb fra den 20 måneder gamle plan »Grøn vækst«, der skulle gøre dansk landbrug mere miljøvenligt. Det skriver Politikken.dk.

Til gengæld har landmændene ifølge avisen allerede indkasseret næsten alle gevinsterne i Grøn vækst, idet de har fået en skattelettelse på en halv milliard kroner om året og en ændret landbrugslov.

Danmarks Naturfredningsforening kalder planen »en gavebod« for landbruget, og oppositionen i Folketinget taler om et forløb, der »ikke er kønt«, fremgår det af avisen.

Landmændene er sluppet for grønne krav
Kritikerne er blandt andet ikke tilfreds med, at der endnu ikke er indført 10 meter brede bræmmer, hvor der ikke gødes og sprøjtes langs alle vandløb og søer, og at der endnu ikke er indført en højere afgift på sprøjtegifte. Flere forslag er enten ikke blevet fremsat eller er gået i stå. Enten fordi grundlaget ikke var i orden eller på grund af modstand i Venstres folketingsgruppe, fremgår det af politikken.

En aftale mellem regeringen og kommunerne om, at der skal oprettes flere vådområder, er dog på plads, men der er endnu ikke sat konkrete projekter i gang. Og så er en tilskudsordning for biogas blevet forsinket, fordi den foreslåede tilskudsordning giver problemer med EU.

- Vi havde forventet et parallelt løb i de to ben, som »Grøn vækst« bygger på – vækstinitiativer for landbruget og tiltag for natur og miljø. I stedet er alt det, der skal gavne landbrugets vækstvilkår, blevet gennemført, siger præsident for Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen til Politiken.

Høegh: Ingen gaveregn
Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, er på samme linje som Danmarks Naturfredningsforening:

- Den balance, regeringen trods alt søgte i den oprindelige pakke, er tippet helt over til forureneren, siger hun til politikken.

Fødevareminister Henrik Høegh (V) nægter imidlertid, at han skulle have skabt en gavebod:

- Hvis du har fulgt lidt med i landbrugets kommentarer, så er der vist ikke nogen af dem, der har følt det som en gaveregn i 2010, siger han til Politikken.