Brugte bæltemaskiner står klar til at rulle ud

Efter et par år uden besværligheder dæmpes interessen for mejetærskere med bæltemontering. Nu har de store regnmængder igen øget interessen.

Efterspørgslen på mejetærskere med bælteundervogn er i høj grad afhængig af strabadserne under den foregående høst.

- Vi har haft muligheder for at levere mejetærskere med bælter siden 2005, og det var især under den besværlige høst i 2007 og det efterfølgende år, vi fik efterspørgsel på bælter, siger Morten Nørtoft Jørgensen fra Claas Marketing hos LMB Danmark A/S.

- Jeg mener, vi nu har 13 Claas maskiner i Danmark, der kører på bælter, siger han.

Bælterne skåner jorden
Morten Nørtoft Jørgensen forventer en stigende efterspørgsel på maskiner med bælter i de kommende år.

- Dels er bæltemaskinerne smallere at køre med på vejene, og dels er der flere og flere, der interesserer sig for de strukturskader, de tunge mejetærskere kan medvirke til at skabe i jordbunden. Og her har bæltemaskinerne et stort fortrin, vurderer han.

Den aktuelle vejrsituation med store regnmængder har også øget interessen for bæltemaskiner i de egne af landet, hvor det også handler om overhovedet at kunne køre, når marken er våd.

- Fra fabrikken i Tyskland er der vist kun en enkelt bæltemaskine tilbage, der har chance for at komme ud i denne sæson. Men her i landet tror jeg faktisk, der står to eller tre brugte bæltemaskiner, og det kan da være, de får en chance med det vejr vi har i disse dage, siger Morten Nørtoft Jørgensen.

Firhjulstræk hjælper også
Generelt anbefaler Claas, og dermed også den danske importør, at Claas Lexion mejetærskere med 12 meter skærebord bør køre på bælter.

- Det giver en meget roligere kørsel og det er derfor vores anbefaling, selv om det naturligvis også kan lade sig gøre at sætte et 12 meter skærebord på en hjulmaskine, lyder det fra Morten Nørtoft Jørgensen, der tilføjer, at de fabriksmonterede bælteløsninger fra Claas er de eneste, der er godkendt til maksimal hastighed ved vejtransport.

- For de, der har bløde marker og er bange for at køre fast eller lave dybe spor, er det også værd at fremhæve firhjulstrækket. Specielt i Nordjylland sælger vi en del mejetærskere med firhjulstræk. Det gælder i øvrigt også de mindre maskiner, siger han.

Fra sæson 2011 leverer Claas videreudvikling af sin bælteundervogn, hvor alle ruller kan bevæges individuelt.

Læs også