Indlægssedlerne forringes
REGLER: Nye EU-regler for foder betyder generelt, at større spredninger på det deklarerede bliver tilladt, fik deltagerne ved Centrovice's fodermøde fortalt.
Pr. 1. september ser indlægssedlerne ikke længere ud, som svineproducenterne er vant til. Det skyldes et initiativ fra EU, hvor man har ønsket at skabe ens regler mellem landene for, hvordan foderet skal deklareres.
Det forklarede svinebrugskonsulent Linda Sandberg Pedersen ved et fodermøde hos Centrovice i Vissenbjerg i forrige uge.
- Videncenter for Svineproduktion har gjort et stort lobbyarbejde for at beholde de gamle regler, idet de nye regler på flere måder er en forringelse i forhold til de nuværende. Men desværre uden held, påpegede rådgiveren.
Større udsving tilladt
- De nye regler betyder blandt andet at større tilladte spredninger på det deklarerede, oplyste rådgiveren.
De nye EU-regler betyder desuden, at lukkede blandinger, hvor ingredienserne blot er listet efter faldende indhold uden procentangivelse, bliver tilladt.
- Men så har man i stedet muligheden for enten at vælge en åben blanding eller få blanderecepten udleveret, som man så vil have ret til, sagde Linda Sandberg Pedersen.
Vælger man at få recepten udleveret, så vil der være en tilladt tolerance på +/- 15 procent, oplyste hun.
- Det gælder altså om at stille krav til sin foderstofleverandør, konkluderede hun.
Forlang læsseprøver
Der er mange faldgruber og mange ting man skal holde sig for øje, inden man sætter underskriften under på kontrakter om salg af korn og køb af foder.
På fodermødet gjorde svinebrugskonsulent Niels Peter Andersen sit til at klæde de tilhørende omkring 125 svineproducenter på til vidt muligt at styre uden om faldgruberne ved foderkøb.
Niels Peter Andersen gjorde især meget ud af at fortælle, om mange af de ting, som typisk er en del af standardbetingelserne ved køb af foder og salg af korn, men som ikke nødvendigvis er en fordel for svineproducenterne.
Helt i tråd med mødets titel »Sæt selv dagsordenen«, gjorde han derfor en del ud af at pointere, at man skal sørge for at sætte sig godt ind i betingelserne for handlen og eventuelt få dem ændret eller tilpasset, hvis man på forhånd ved, at det ellers senere kan give anledning til unødige konflikter.
Løbende registreringer
Rådgiveren fortalte blandt andet, at foderstoffirmaerne generelt ikke accepterer en siloprøve som dokumentation i forbindelse med reklamationer over foderet, men at læsseprøver derimod accepteres som dokumentation.
- Foderstofferne tilbyder til gengæld læsseprøver, så det er spørgsmålet, om man ikke bare skal sige ja-tak til det som en standard, sagde Niels Peter Andersen med argumentet om, at så vil man til enhver tid have den nødvendige dokumentation liggende, hvis der skulle opstå tvivl om kvaliteten af foderet.
- Desuden kan det være en god idé løbende at registrere de reklamationer man har over et år. Man tror man kan huske dem, men det kan man ikke, og så derfor er det en god ide at skrive det ned løbende, rådede han.
Aktuelt møde
Men ellers var dagsordenen på Centrovice-mødet de aktuelle meget stigende både korn- og foderpriser.
Den opgave var lagt i hænderne på adm. direktør i foderstofselskabet ATR, Martin Lauridsen, direktør hos Brdr. Ewers, Hans Otte Ewers, samt driftsøkonomikonsulent Søren Bjerring Bækholm.
Og enigheden var stor blandt indlægsholderne: - Handl det foder, som du selv har korn til, nu. Og helst på en kort kontrakt!







































