Efterafgrøder spirer frem på seks dage
Tirsdag i sidste uge blev der sået tre forskellige korsblomstrede efterafgrøder, og mandag i denne uge stod der flotte kimplanter.
Efterafgrøder kan spire hurtigt under optimale forhold. Det kan ses i et demonstrationsprojekt, som Djursland Landboforening har anlagt i Pederstrup på Djursland.
Tirsdag i sidste uge blev der sået tre forskellige korsblomstrede efterafgrøder i en kornafgrøde, og mandag i denne uge står der flotte kimplanter.
Vand og varme
- Det er gul sennep, der er bedst fremspiret. Der er ikke helt så mange planter af de to sorter af olieræddike, siger Erik Silkjær Pedersen, som er planteavlskonsulent og forsøgsleder.
Fugtighed, varme og regnbyger giver fantastisk hurtig etablering.
- Det er dejligt at se, at de kan spire frem i løbet af seks dage, men vejret har også været med efterafgrøden. Det har været perfekte vejrforhold for fremspiring. Jorden var fugtig, da vi såede, og så er der også kommet regn efterfølgende, forklarer han.
- Det ligner det, vi også ser med spildfrø i en rapsmark. Hvis det er fugtigt, spirer de lynhurtigt, tilføjer Erik Silkjær Pedersen, som står for demonstrationsprojektet.
Sået i hvede
Efterafgrøderne er sået i en vinterhvede med en eldrevet centrifugalspreder, APV ZS 200 M2, med to tallerkener. Der er sået 10 kilo pr. hektar af olieræddikesorten, Lunetta, 10 kilo pr. hektar af den nye olieræddikesort, Markradis Structurator, og 13 kilo pr. hektar af gul sennep, sorten Medicus.
De korsblomstrede efterafgrøder er etableret på jordtype JB3 hos en svineproducent, og planteavlskonsulenten forventer, at der er noget kvælstof at samle op.
Såningen er en del af et demoprojekt, hvor forskellige arter af efterafgrøder etableres ved forskellige metoder – før høst, efter høst direkte i stubben og efter høst i harvet jord. Til oktober vil der blive mulighed for at se afgrøderne ved et offentligt arrangement.




































