Ministeren var - kun - lydhør

BIOGAS: Miljøminister Karen Nellemann (V) roste intensionerne, men hun var ikke klar til at love noget.

- Hun var lydhør og kunne godt se intensionerne, men jeg havde da gerne set noget mere konkret fra hendes side.

Sådan sammenfatter formanden for LandboSyd, gårdejer Mogens Dall, det ministerbesøg, Sønderborg oplevede i sidste uge. Et besøg af miljøminister Karen Nellemann (V), der var på besøg i den sydligste del af Jylland for at kigge på bl.a. biogas.

Sønderborg Kommune har tegnet to biogasanlæg ind i planerne i henholdsvis Blans og Glansager, og det var netop i Blans, at dannebrog vajrede i toppen af flagstangen, da ministeren var på vej. Det var gårdejer Henrik Enderlein, der tog imod i den danske del af sin svineproduktion.

Denne dag var det dog med slipset på, og bortset fra en tur på crosseren rundt om bl.a. gylletanken, kom Karen Nellemann ikke ud i svinestien. Snakken om biogas foregik på det teoretiske plan, og der er nok at se på.

- Hun kunne selvfølgelig ikke love noget, for det er jo et politisk spil, men politisk bør der være opbakning til biogassen, fastslår Mogens Dall og henviser til snakken om CO2, og som han selv lagde ud med at sige ved mødet med ministeren:

- Vi er en flok CO2-positive miljøaktivister.

Samme holdning har Henrik Enderlein, og han håber også, det vil lykkes at få de to biogasanlæg op at stå i et af landets mest dyretætte områder, men det kræver noget:

- Dong Energy skal have samme afgiftsforhold, som fjernvarmeværkerne har i dag, hvis der skal være økonomi i biogassen, kunne miljøministeren bl.a. høre Henrik Enderlein sige, og Karen Ellemann fik også klart at vide, at den tyske biogas har bedre rammevilkår, end der er her i landet.

Læs også