Producerer 4.380 svin om året på Avernakø
FASTHOLDELSE: Allan Carlsen holder fast i svineproduktionen og er selv største foderleverandør og skal kun indføre tilskudsfoder fra fastlandet.
Allan Carlsen er svinebonde. En af de sidste af slagsen på de mindre øer i det sydfynske øhav. Han etablerede sig helt tilbage i 1981 og har fulgt med og holdt fast. Han har en årsproduktion på 4.300 grise.
Han indkøber smågrisene på Horneland og har en kapacitet på 1200 i sin moderne stald midt på Avernakø. Stalden er med 44 stier og blev i smådele færget til Avernakø og samlet i 2005. For slagtesvinenes vedkommende så sørger han selv for transporten med færgen til fastlandet.
Han er ene om at passe grisene, men har til høstarbejdet hjælp af faderen Børge Carlsen, der er 78 år og tidligere landmand og fortsat øbo.
Rolig udvikling
- Jeg har omkring 90 hektar, hvor jeg dels har græsning til noget kødkvæg af racen Skotsk Højlandskvæg, dels en kornproduktion af byg til svinefoder, fortæller Allan Carlsen, der i forrige uge fik overstået høsten af vinterbyg.
- Det betyder meget at være sin egen foderstofleverandør. Vi har kun behov for at indkøbe mindre mængder tilskudsfoder uden for øen.
Der har på Avernakø været en rolig udvikling i forbindelse med generationsskifte, frasalg og nedlæggelserne af selvstændige brug.
- Det er da forbundet med større omkostningen at drive konventionelt landbrug med svineproduktion på en ø, hvor man hver gang, man skal modtage eller levere, har større omkostninger end, hvis man drev sin virksomhed på fastlandet, siger Allan Carlsen. På den anden side har det har været muligt at opkøbe eller forpagte jord i takt med strukturudviklingen.
- Man kan ikke få alle fordele. Måske har vi været heldige at have lavere ejendomspriser og deraf mindre gældsætning. De rimelige ejendomspriser har også gavnet på tilflytningen.
Denne artikel indgår i serien "Ø-landbrug", som i denne uge er fra Avernakø