JUBILÆUM: Fyens Køre Selskab fejrer 40 års jubilæum i forbindelse med selskabets årlige ferieuge på Egeskov.
I hele denne uge - uge 29 - er der både hygge og travlhed på arealet bag Falck-museet på Egeskov.
Her afholder Fyens Køre Selskab nemlig sin årlige ferieuge, hvor et stort antal familier - både voksne og børn - bor i campingvogn hele ugen og hver dag træner i forskellige kørselsdiscipliner med deres medbragte heste og vogne.
Ferieugen på Egeskov er en mangeårig fast tradition, og ugen byder blandt andet på dressurkørsel (med undervisning), keglekørsel, maratonkørsel, ringridning, orienteringskørsel for børnene og mange andre aktiviteter for familierne og deres heste - og hvor børnene får lejlighed til at prøve kræfter med de discipliner, som de voksne kørere dyster i ved de forskellige konkurrencer og mesterskaber.
Jubilæumsfest
Fyens Køre Selskab, som den 1. april for 40 år siden blev stiftet på Egeskov, markerede 40 års jubilæet med et flot opvisningsprogram på Det Fynske Dyrskue. Jubilæet kommer også til at præge ferieugen, idet torsdagen, den 22. juli, kommer til at stå i jubilæets tegn.
Aktiviteterne starter om eftermiddagen med »Jubilæums Concours de Tradition« for at vise hestevognskørsel gennem tiderne, og her vil der blive lejlighed til at opleve gamle, flotte og specielle køretøjer, som har haft betydning for kørsel med heste.
Torsdag aften danner et stort telt på pladsen ramme om en jubilæumsfest, hvortil alle køreselskabets medlemmer er inviteret. Der bliver spisning kl. 18.00 med mad fra Den Grimme Ælling og efterfølgende musik og dans.
Kom og kig…
Sidste år deltog ikke færre end 23 familier i Fyens Køre Selskabs ferieuge. Det samlede deltagerantal var på omkring 80 personer, og i anledning af 40 års jubilæet forventer bestyrelsen endnu flere deltagere i år.
I øvrigt er Egeskovs gæster i ugens løb velkomne til at overvære køreselskabets daglige aktiviteter med heste og vogne - og måske kan nogle endda være så heldige at få en køretur.