Luften var tyk af nervøsitet, og stilheden var massiv på den ellers altid summende skole, da de første femten agrarøkonomer fra Nordjyllands Landbrugsskole Lundbæk blege i ansigtet og med sammenbidte kæber skulle op til eksamen.

Eleverne er nogle af de første agrarøkonomer i landet, der er uddannet i ledelse på den nye landbrugsuddannelse, der startede for to år siden. Men de er også de første nogensinde, der er uddannet som agrarøkonomer på Lundbæk.

Ikke bare klassekammeraterne men også forstander Niels Quist ventede spændt udenfor eksamenslokalerne, hvor elever, lærer og censor var samlet om det grønne bord.

Bedre uddannelse
Han er begejstret for den nye lederuddannelse, der består af de tre trin produktionsleder, virksomhedsleder og agrarøkonom, der er målrettet henholdsvis driftsleder, selvstændig og agrarøkonom.

- Eleverne er blevet bedre, for den nye uddannelse harmonerer bedre med de moderne landbrugsvirksomheder, hvor flere og flere er store bedrifter med mange ansatte. Uddannelsen passer godt til den organisationsplan, der er på landbrugene, når forstanderen at sige, inden døren går op, og den første elev kommer ud.

Herefter venter nogle nervepirrende minutter for den kommende agrarøkonom Thorning Dissing, Bedsted i Sydthy, der lige bruger et par minutter og et par runder i lokalet til at samle sig.

Men han kan ånde lettet op, for lærer Jakob Autzen har et ti-tal med til ham.

- Det var flot, Dissing, lyder det fra kammeraterne, og forstander Niels Quist er hurtigt henne ved den nye agrarøkonom med håndtryk og lykønskning.

Flere muligheder
Den høje karakter blev givet for en strategisk analyse af Thorning Dissings mosters ejendom, der er en kvægbesætning med 70 køer og juletræsproduktion.  

Her var både styrker, svagheder, muligheder og trusler blevet kortlagt, og der var udarbejdet en forretningsplan over, hvordan bedriften kunne omlægges til økologi.

Hvordan det praktisk skal gøres, hvordan økonomien er, og hvordan markedet for de økologisk produkter ser ud, er blandt de punkter, der er undersøgt i opgaven.

Lige nu skal Thorning Dissing arbejde på mosterens ejendom de næste to måneder, og derefter vil han ud at rejse. Planerne på længere sigt er ikke fastlagte, men han udelukker ikke, at han vil overtage ejendommen.

Lige nu er mulighederne åbne, for han er jo uddannet agrarøkonom.

- Det var derfor, jeg valgte uddannelsen. Det giver også muligheder for job i landbrugets følgeerhverv, siger han, inden eksamens-døren atter går op.

Klassekammerat Rene Randbæk er nu skolens anden agrarøkonom – også med et ti-tal i bagagen.