RÅDGIVNING: Efter 10 år på det danske marked og en markedsandel på 30 procent, skærper det hollandske firma Blgg sin indsats i Danmark med ny dansk hovedafdeling i det sydjyske og nyt navn – BLGG AgroXpertus.
Der er rigtig mange penge at hente produktionsmæssigt og økonomisk ved at opnå den bedst mulige ensileringskvalitet. Det ved man hos den hollandske virksomhed Blgg, der har specialiseret sig i prøveudtagning og analyse af ensilage.
Forleden holdt virksomheden pressemøde i Vejen med efterfølgende bedriftsdemonstration, hvor virksomheden præsenterede sin fremtidige vision på det danske marked – ikke mindst sit nye firmanavn – BLGG AgroXpertus.
Og marketingdirektør Erikjan van Huet Lindeman lagde ikke skjul på, at man med 10 år i Danmark allerede står stærkt med en markedsandel på 30 procent – målet er imidlertid at blive markedsleder-
Det skal blandt andet ske med en ny hovedafdeling, der kommer til at ligge i den sydlige del af Jylland, samtidig med at man netop har ansat Grete Brunsgaard som BLGG AgroXpertus´nye salgskonsulent i Danmark. Hun skal især være med til at synliggøre virksomhedens kerneområder omkring prøveudtagning, analyser og information og myndighedsbehandling.
Hun har erfaring fra blandt andet Dansk Landbrugsrådgivning og Steins Laboratorium. Med ansættelsen vil Menko Kolk, der siden 2000 har arbejdet for virksomheden i Danmark fra det nordjyske, udelukkende beskæftige sig med koordinering af prøveudtagning og behandling af kunderelationerne.
Målrettet analyse
Mere information og flere tal. Det er blandt ingredienserne i den strategi BLGG AgroXpertus vil yde overfor sine landbrugskunder.
- Vores ambition er at kunne give mere information til rådgiveren og landmanden, der kan hjælpe dem til at optimere produktionen. Der ligger jo ofte mange tal tilgængelige. Vi vil give landmanden mest mulig information til at øge produktion og indtjening, forklarede Erikjan van Huet Lindeman, der fremhæver at man i forhold til sine konkurrenter på markedet, vil udfylde gabet mellem laboratorium og landmand, som man fornemmer der ofte er.
Samtidig understregede han, at man ikke går ind i foderplaner og lignende. Det er op til landmanden og eventuelt hans rådgiver:
- Vi ved hvornår vi skal stoppe, og leverer kun den information vi skal.
Præcis prøvetagning
I forbindelse med gårdsdagens pressemøde var der efterfølgende en demonstration hos Faarkrog Malkecenter v/Aage Schmidt Lund, Skodborg, Rødding.
Her gennemgik og viste prøveudtager hos BLGG AgroXpertus, Bent Pedersen, hvordan prøvetagningen i ensilagestakken foregår med Matador-systemet. Et trykluftsdrevet bor, hvor hule udtagningsrør skydes ned i stakken i forskellige dybder og steder og trækker prøver af ensilagen op.
Dernæst fyldes prøverne i poser, hvor luften trykkes ud og ensilagen er vacuumpakket inden den sendes til laboratoriet i Holland. Efter 8 – 12 dage er resultaterne klar, hvilket matcher konkurrenternes leveringstid. De 12 dage er hvis der skal laves to analyser af ensilagen.