Bankernes tilbageholdenhed med at låne penge ud til selv rigtig gode investeringsprojekter i landbruget nærmer sig det fagligt uforsvarlige, siger ejer af rådgivningsvirksomhed.
Drop krisesnakken om landbruget, for landmændenes låneoptagning har aldrig været større end nu, lød en historie, der gik landet rundt på diverse net-medier i denne uge.
Hos rådgivningsvirksomheden Agrostrat genkender man ikke billedet af banker, der er mere end villige til at låne penge ud til landbrug.
- Vi har for eksempel et investeringsprojekt hos en smågriseproducent til fem millioner kroner som ifølge vore beregninger vil give landmanden en merindtjening på 500.000 kroner om året i gennemsnit. Der er tale om en bedrift med en effektivitet helt i top med over 30 grise pr. årsso. Der er tale om et relativt beskedent projekt og en hamrende god investering, vil banken ikke være med, selvom de får 75 procents statsgaranti for lånet, lyder det fra ejeren af Agrostrat, Morten Juhl Lassen, der har eksempler på nyetableringer med statsgaranterede YJ-lån, hvor budgetterne ser meget bedre ud end de seneste mange år.
- Nogle banker har direkte besluttet ikke at låne yderligere penge ud til landbrug overhovedet, fordi man vil »reducere sin eksponering på landbrug« som det hedder i fagsproget. Det er jo helt uansvarligt af bankerne på denne måde, at lægge en hel branche for had. Jeg håber, at bankerne snart igen vil begynde at tjene penge på at låne penge ud til sunde projekter. Det er der mere samfundsperspektiv i, end bare at sætte bidragssatser og rentemarginaler op, som de gør i øjeblikket. Der er behov for langt mere konkurrence i banksektoren, siger Morten Juhl Lassen.
Ifølge det Ritzau-telegram, der tidligere på ugen cirkulerede i de danske medier, er realkreditudlånet til landbrug i øjeblikket på 331 milliarder kr.