Tirsdag fyldte formanden for Østlige Øers Landboforeninger Povl Fritzner 60 år. Personerne, der omgiver ham, er en væsentlig del af den markante formands inspiration.
Da unge Povl Fritzner i en alder af 18 år første gang mødtes med en flok venner for at spille kort, vidste han formentlig ikke, at det var en klub, som kom til at holde, til han fyldte 60 år.
Men klubben består endnu, og selvom Povl Fritzner ikke kan være med hver gang, så prioriterer han den højt og kommer i hvert fald 70-80 procent af gangene.
- Da hjælpepakken til landbruget kom, syntes jeg, at den var lys. Det gjorde de bestemt ikke, siger Povl Fritzner, og fortsætter.
- Det er altid inspirerende at snakke med dem. De er alle sammen landmænd, og man kan sige, at jeg gennem dem får holdninger direkte fra den danske muld.
Skrapt netværk
Hvem man omgås med er da også et tema, som den markante politiske ildsjæl er blevet flasket op med.
- Som min gamle far altid sagde, så er det vigtigt at have et netværk, der er skrappere end en selv, på forskellige områder. Det synes jeg, at jeg har, men jeg tror da også, at jeg giver noget det anden vej, siger Povl Fritzner.
Det er heller ikke hvem som helst, som han gennem sin efterhånden lange folkevalgte karriere har bidt skeer med. Blandt andre den tidligere formand for De Danske Landboforeninger og præsident for Landbrugsraadet, H.O.A. Kjeldsen og dennes efterfølger i samme position, Peter Gæmelke.
Og for tiden sker det en gang imellem, at Povl Fritzner en aftentime får et opkald fra landets fødevareminister, Henrik Høegh, der lige vil drøfte rigets tilstand med Fritzner, der har haft Henrik Høegh som viceformand i Østlige Øers Landboforeninger.
Men den allestedsnærværende fødselar forventer også noget af dem, han omgås.
Ansvaret er vigtigt
I december sidste år var der generalforsamling i Øernes Landøkonomiske Selskab i Gulerodshuset ved Næstved. Under debatten spurgte et af medlemmerne om en konkret regel, som han havde svært ved at forstå.
Ingen kunne svare, men efter lidt tid rejste Povl Fritzner sig og redegjorde for problematikken, hvorefter der kom en opsang til de fremmødte medlemmer. De skulle selv tage mere ansvar, sætte sig bedre ind i tingene og skrive læserbreve, når noget var for galt. Bemærkningen kunne godt virke voldsom, men Povl Fritzner mente, hvad han sagde.
- Jeg står stadig ved, hvad jeg sagde. I et demokratisk samfund som vores, er det vigtigt, at man står ved sit ansvar og sætter sig ind i tingene, siger Povl Fritzner.
Samme sted som bemærkningen faldt, i Gulerodshuset i Stenskoven ved Næstved, holder Povl Fritzner i morgen reception i anledning af sin fødselsdag. Ganske kendetegnende for den diskussionslystne formand, står der i invitationen, at »Det vil glæde Østlige Øers Landboforeninger at se medlemmer, venner, familie samt landbrugspolitiske med- og modkombattanter«. En sætning, der er velgennemtænkt.
- Fordi man er modstandere, kan man godt være gode venner, siger Povl Fritzner, der foruden jobbet som formand for Østlige Øers Landboforeninger, også bestrider formandskabet for Roskilde Dyrskue, er viceformand i Gefion og medlem af primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer.