Første vårbyg sået

I Sønderjylland ved Rødding blev såningen indledt fredag. Selv om det var en smule fugtigt fra morgenstunden, viste såbedet sig at blive helt perfekt op af dagen.

Det blev hos en af Rostgård Maskinstations faste kunder, Karsten Thuesen i Rødding, forårssåningen fik premiere i fredags.

På den lette JB1 sandjord var det ikke noget problem at få et godt såbed.

- Det er jo sådan, at en sandjord helst ikke skal være alt for tør for at skabe det bedste såbed. Både i den del af marken, der blev pløjet i forgårs og det, der blev pløjet i dag har det været helt perfekt at så, lød det fra maskinstationsejer Ole Rostgård fredag middag.

Nyt maskinsæt
I det sønderjyske har forårsarbejdet været i gang nogle dage.

- I forgårs kørte vi med seks gyllevogne, og i næste uge regner vi med, vi kommer rigtigt i gang, hvis der ikke kommer for meget regn hen over weekenden, sagde Ole Rostgård.

Maskinsættet, der blev anvendt ved fredagens såning, er nyt for Ole Rostgård. Der er tale om en nyerhvervet lidt brugt seks meter bred Horsch Pronto skiveskærsmaskine og en helt ny John Deere 8630.

- Vi vil jo gerne sikre os, at det hel fungerer, før det rigtigt går løs.

Ole Rostgård skal med sin nye maskine så mellem 500 og 600 hektar vårafgrøder dette forår.

Læs også