30 folk fra Falck og Beredskabsstyrelsen var på stedet for at hjælpe, da taget på en svinestald natten til i går styrtede sammen under snemængdernes pres.
De store snemængder giver nu for alvor problemer i Nordjylland. Et tag på en svinestald nær Hørmested ved Sindal i Vendsyssel gav natten mellem onsdag og torsdag efter for presset. Det brød sammen over 1000 smågrise og slagtesvin med SPF X status. I sektionen med søer er taget stadig intakt, men bliver nu stivet af.
Falck og Beredskabsstyrelsen havde 30 mand på stedet hele dagen i går. Her afstivede man først bygningen, før man kunne gå ind og redde de levende grise ud. Det meste af taget havde lagt sig på staldinventaret, så langt de fleste grise har overlevet, men arbejdet med at få dem ud og flyttet til fem andre stalde i omegnen, blev i meget høj grad besværliggjort af den meget sne på de små veje.
Fuld lovlig konstruktion
Det kollapsede tag på den kun 10 år gamle stald er en gitterspærskonstruktion på hele 36 meter i bredden.
- Det er en tagkonstruktion, der var fuldt lovlig, da den blev bygget i år 2000, men i dag bygger man med stærkere konstruktioner, fortæller svinekonsulent fra LandboNord, Josva Møller Jensen, der var på stedet i går.
Josva Møller Jensen var ligeledes hidkaldt for at påse, at forholdene for at bevare besætningens sundhedsstatus blev overholdt. Og netop det forhold gjorde også Falck meget ud af overfor de mange hjælpere, der i går formiddag belavede sig på at tilbringe det meste af dagen på stedet, mens det store presseopbud venligt, men meget bestemt, blev bedt om at forlade stedet.
De store snemængder i Nordjylland har indtil videre resulteret i mindst otte tagkollaps på bygninger til forskellige formål. Bygningskontor Nord har dog allerede modtaget mange henvendelser om skader som følge af snetryk.