Gode signaler i kornmarkedet
Kornproduktionen spotter markedsanalytiker Palle Jakobsen til at blive øget i de kommende år og prisniveauet på korn vil være stigende. Det optimistiske budskab overbragte han næsten 400 danske landmænd og maskinstationsfolk, som var med Pöttinger til Agritechnica iHannover.
Er der lys for enden af tunnelen for planteproduktionen? Ja, men vi skal først have overstået vinteren, før vi vil se stigende priser.
Det var den helt konkrete melding fra en af hovedtalerne ved Pöttinger Danmarks store eventtur til Agritechnica. Knap 400 landmænd og maskinfolk fra hele Danmark var onsdag og i går med den danske maskinimportør i Hannover, for at opleve den store udstilling. Og i tilgift fik de onsdag aften to indlæg under den fælles spisning, af henholdsvis handelsrådgiver Palle Jakobsen, agrocom.dk og administrerende direktør for Dansk Maskinhandlerforening, Michael Husfeldt.
De mange danskere fik blandt andet en større analyse af kornmarkedets udvikling i Danmark og globalt af Palle Jakobsen, der også er markedsskribent for Effektivt Landbrug med en aktuel markedskommentar hver dag.
Stigende moment
- Kornlagrene er genoprettet, som de var i 2002, men i historisk perspektiv er det et meget lille kornlager, verden råder over. Det såkaldte salgssignal i markedet – det signal, som primært sendes fra Matif børsen i Paris og fra børsen i Chicago, ligger i øjeblikket på 118 til 130 euro pr. ton, men der er en tendens til et stigende moment i markedet, sagde handelsrådgiver Palle Jakobsen.
- Der er en spændende udvikling i planteproduktionen, og det skyldes forbrugsudviklingen, som i øjeblikket er på minus 40 millioner tons korn. Underskuddet på korn bliver i 2010 på mellem 25 til 100 millioner tons, og det vil alt andet lige presse priserne op, forventede han.
- Kort fortalt har vi et konstateret kornoverskud på 16 millioner tons i indeværende år, en arealvandring fra vest til øst på minus 20 til 25 millioner tons (fra USA til Rusland primært), en udbyttetrend på plus 20 millioner tons og et underskud på 25 til 100 millioner tons korn i 2010. Alt i alt har vi en stram forsyningssituation, og vi er kun et dårligt høstresultat væk, før markedet forventer højere priser, analyserede han.
Globale udfordringer
Når det gælder økonomien i planteproduktionen, står verden overfor fire store projekter. Økonomisk vækst, produktion af biobrændstof, økologi og gmo-fri produktion. Det amerikanske kornbrug er på 325 millioner tons til 305 millioner indbyggere, i Kina forbruges 402 millioner tons korn til 1.320 millioner indbyggere, og sammen tal gør sig gældende for Indien.
- Sammenholdes disse fakta, vil kornproduktionen blive øget i de kommende år, og priserne vil stige fremadrettet. Endelig vil markedet efterspørge mere korn, og derfor er mine forventninger til prisniveauet, at vi kan vente en pris på 80 kroner pr. tønde lige nu og hen over vinteren. Og i andet halvår af 2010 vil priserne stige til 100 kroner pr. tønde, sluttede Palle Jakobsen sit indlæg over for de ikke mindre end 400 danske Pöttinger-gæster på Agritechnica.