KOMMUNER: Tal fra Miljøstyrelsen afslører store forskelle kommunerne imellem målt på antallet af indkomne sager kontra antallet af afgørelser. I Landbrug Syd´s område skiller især Varde Kommune sig positivt ud, mens det ser værst ud i kommunerne Aabenraa og Odder.
Er man landmand og skal have en husdyrgodkendelse hos kommunen kan der være milevid forskel på, hvor lang tid man kan komme ti at vente.
Nye tal fra Miljøstyrelsen viser nemlig, at er fortsat er meget store forskelle i det antal sager de enkelte kommuner får behandlet – selv om der ofte er tale om et lille antal sager.
I Landbrug Syd´s område er der også lyspunkter blandt kommunerne. Set på afgørelsesprocenten alene topper Fredericia Kommune med 66,7 procent fordelt på bare 6 sager, mens anden og tredjepladsen går til Kolding og Varde med henholdsvis 56,4 og 56,3 procent. Og her er det især Varde Kommune, der skiller sig positivt ud. For mens det i Kolding kommune drejer sig om 55 sager, har man i Varde nået over halvdelen af ikke mindre end 256 sager.
I det store midterfelt med godkendelsesprocenter på godt 30 procent finder man kommunerne Århus, Skanderborg, Herning, Vejen, Silkeborg, Hedensted, Billund og Horsens Kommuner.
Nederste tredjedel af listen befolkes af kommunerne Haderslev, Esbjerg, Tønder, Ikast-Brande, Aabenraa, Sønderborg og Odder.
Især Aabenraa og Odder skiller sig ud hér. I Aabenraa er der kun lykkedes at opnå en afgørelsesprocent på 18,8 procent ud af 138 sager, mens man i Odder Kommune kun har godkendt 7,1 procent af bare 14 sager.