Makkerparret bag virksomheden Hansen & Dall, Ole Hansen og Niels Dall, kender i forvejen alt til Rekas stokerfyr. Det gør de, fordi de har stået for montering af fyrene på vegne af Hjaltelin Agro i Kolding, der indtil for nylig forhandlede Reka-produkter. Derfor var Ole Hansen og Niels Dall ikke i tvivl om, hvad de skulle svare, da Hjaltelin Agros ejer spurgte dem, om de ville overtage Reka-forhandlingen, fordi han selv ville koncentrere sig mere om salget af det, man putter ind i eksempelvis stokerfyr, nemlig brændsel og biobrændsel.

- Reka er for os at se et kvalitetsmærke, så selvfølgelig ville vi gerne være forhandler af det, siger Ole Hansen, hvis privatadresse i Maltbæk Mark sydvest for Vejen også er virksomhedsadresse for Hansen & Dall.

Ole Hansen og Niels Dall varmer selv deres boliger op med Reka-fyr, så fremtidige kunder bliver enten inviteret ud til en af dem eller en af firmaets kunder, hvis de vil se varmekilden i praksis, inden de køber. Ole Hansen forklarer, at Reka udover flis og træpiller har vist sig at være ret god til det med afbrænding af korn.

- Stokerfyr kan godt have lidt problemer med at udnytte korn optimalt, ligesom fyret også skal renses oftere, når der brændes korn. Men med Reka ser det ikke ud til at være noget problem, konstaterer Ole Hansen.

Ville det samme
Hansen & Dall har eksisteret siden årsskiftet til 2009. Før det havde de to kolleger hver sit firma i henholdsvis Maltbæk Mark og Lunderskov, hvor Niels Dall bor – og i øvrigt stadig ofte kører fra, når kunder har brug for hans hjælp. Det lille firma dækker nemlig stort set hele Syd- og Sønderjylland.

- Allerede inden, Hansen & Dall blev etableret, hjalp vi ofte hinanden. Desuden overvejede vi begge to at ansætte flere medarbejdere i hver vores firma. I det hele taget kunne vi godt tænke os at løfte større opgaver end dem, vi havde dengang, forklarer Niels Dall.

I dag har Hansen & Dall udover sine to ejere også to medarbejdere. Virksomheden udfører mangeartede montageopgaver og autoriserede VVS- og gasinstallationer indenfor både landbrug, industri og det private.