LandboSyd opfordrer til frivillig lønnedgang

Medarbejdere, ledelse og bestyrelse i LandboSyd er alle blevet enige om at gå fire procent ned i løn. Andre i erhvervet bør også gå med, opfordrer formanden.

1,85 millioner kroner bliver nu sparet væk i LandboSyd.

Det sker efter at samtlige medarbejdere, ledere og bestyrelsesmedlemmer alle er blevet enige om at skære fire procent væk af deres løn. Udover at være konkrete besparelser, så skal lønreduktionen i sær også ses, som et kraftigt signal til omverdenen. Det forklarer formand i LandboSyd, Mogens Dall.

- Det her er helt klart budskab til omverdenen, og derfor går vi foran som et godt eksempel. I LandboSyd er vi i samme båd som vores medlemmer og kunder, der har en meget svær tid. Der skal alle vise mådehold og parathed, og det gør vi her ved at gå ned i løn, når det er dårlige tider, siger han.

Bred opbakning
Ifølge Mogens Dall var det ikke svært at få gennemtrumfet lønnedgangen blandt medarbejderne i LandboSyd.

- De har vist stor forståelse, og de har alle spillet positivt med i processen. Mange af dem arbejder jo også med landmændenes regnskaber, så de ved godt, hvordan det står til, siger Mogens Dall.

Lønnedgangen kommer også efter en periode, hvor LandboSyd tidligere har sagt farvel til 13 medarbejdere.

- Det er altid trist, at sige farvel til gode medarbejdere, men i den tid vi lever i, der skal der ekstraordinære tiltag til for at imødekomme de udfordringer, som vi ser, siger Mogens Dall.

Signalværdi meget vigtig
Udmeldingen om alle i LandboSyd går ned i løn, håber Mogens Dall også når langt ud i systemerne. Både i andelsselskaberne, men også i Dansk Landbrugsrådgivning og Landbrug & Fødevarer. Selvom man her alle steder har offentliggjort hver deres spareplaner, så mener han, at ingen andre gået så langt, som man er i LandboSyd.

Det kunne han nemlig godt tænke sig snart skete.

- Efter det her, så går jeg at tænker i mit stille sind, om det her også er noget, som de andre også tænker på. Udviser de den samme omhu som os, og vil de ikke også snart sende de samme signaler, som vi gør hernede i LandboSyd, siger Mogens Dall.

DC og Arla bør følge trop
Mogens Dall så for eksempel gerne, at man i Danish Crowns bestyrelse meldte ud om lønnedgang blandt bestyrelsesmedlemmerne.

- Et menigt bestyrelsesmedlem i Danish Crown får jo nu en høj løn. Det ville være et godt signal at sende, hvis de gik ned i løn, siger Mogens Dall.

Også i Arla så Mogens Dall gerne, at der blev ændret lidt i de signaler, som bestyrelsesmedlemmerne her har sendt ud. Her nævner han som eksempel episoden med, at Arlas bestyrelse fløj til Stockholm i privatfly for at se en fodboldlandskamp.

- Sådan noget skal de også have lov til, når det går godt, men i krisetider er det et meget dårligt signal at sende, lyder kritikken.

Mogens Dall understreger, at han ikke er ude på ballade rundt om sig. Han er kun ude for at spørge pænt om sig, så han er sikker på, at der bliver gjort noget.

- Det er vigtigt, at vi alle står sammen i den her tid, siger Mogens Dall.

Læs også