Rådgiver fik ret om jordpriser
En af landbrugets rådgivere måtte sidste år krybe i flyverskjul efter at have forudset, at priserne på landbrugsjord kunne falde med op mod 50 procent. I dag er dette vurderingen i flere banker.
Det er endnu ikke bekræftet i de officielle statistikker. Men meget tyder på, at driftsøkonomen Jens Schjerning fra LandboSyd fik ret, da han som en af de eneste i oktober sidste år forudsagde en halvering af jordpriserne.
Det mener den erfarne markedsanalytiker Svend Jørgen Jensen, der i januar etablerede sig som selvstændig med Finanshuset Demetra A/S.
- Jens Schjerning fik ret. Flere banker vurderer nu, at prisen næsten skal halveres i forhold til sommeren 2008, hvor priserne toppede med 270.000 kroner pr. hektar. Denne vurdering er jeg fuldstændig enig i. Bunden er ikke nået endnu, siger Svend Jørgen Jensen til Effektivt Landbrug.
Han beklager de verbale angreb, som Jens Schjernings udtalelser efterfølgende blev udsat for fra flere sider.
- Mange aktører inden for finansverdenen og Dansk Landbrug talte kun om »korrektioner« i jordpriserne. Men sådanne politiske udtalelser kan landbruget jo ikke bruge til noget. For nogle af bedrifterne er det simpelt hen et spørgsmål om overlevelse at få en fagligt funderet vurdering, så de dermed får større muligheder for at tage deres forholdsregler, siger Svend Jørgen Jensen.
Kejserens nye klæder
Oven på de bombastiske reaktioner på sine udtalelser valgte Jens Schjerning at holde en pause med at udtale sig til pressen. I dag siger han til Effektivt Landbrug, at han »har det lidt som drengen i eventyret Kejserens nye klæder, som råbte, at kejseren ikke havde noget tøj på«.
- Historisk set har vi oplevet lignende kriser i 1873 og 1929, og det, det handler om i sådanne situationer er at agere så tidligt som muligt, inden boblen brister. Der kommer aldrig noget godt ud af at fortie en udvikling, siger Jens Schjerning.
Chefkonsulent i Sønderjysk Landboforening, Morten Dahl Thomsen, har tidligere afvist Schjernings spådomme som »et skræmmebillede« og »dommedagsprofetier«. Det står han fortsat ved.
- Hans udtalelser har gjort mere skade end gavn, fordi de har været med til at forringe finansieringsmuligheder og skabe unødig panik hos landbrugets kreditrådgivere. Det er farligt at udtale, at jordpriserne skal halveres, for så tænker dem, der har købt jord til 200.000 kroner, at så skal deres jordpris også halveres – og det er jo ikke nødvendigvis tilfældet.
Prognose
Morten Dahl Thomsen tror fortsat på Sønderjysk Landboforenings egen prognose om jordpriser i niveauet 160-200.000 kroner pr. hektar i området, men tilføjer, at aktuelt kan prisen være lavere, idet handel med jord og ejendomme stort set er gået i stå på grund af den aktuelle finansieringskrise og dårlige indtjeningsforhold.







































