Fuldt hus på Krogagergård

Økologiske Sommeraftener har siden begyndelsen af juli trukket folk fra byerne ud på landet. På Krogagergård fik gæsterne skøn hjemmelavet mad og en spændende rundvisning på den alsidige bedrift.

Hyggen var absolut i højsædet, da Kirsten og Bjarne Krog en fredag aften sidst i juli bød velkommen til flere end 60 sommergæster i teltet på gårdspladsen og præsenterede aftenens program og menu. Landbrug ØST var taget med for at opleve dansk gæstfrihed, når den er bedst.

- Vi vil gerne vise alle herlighederne frem. Landbruget laver så meget, der er godt, og det skal altså komme forbrugerne til gode, sagde Kirsten Krog, der for tredje gang var værtinde for Økologiske Sommeraftener - et koncept, som Krogagergård selv har været med til at stable på benene.

Under middagen fortalte ægteparret om deres gård, som siden omlægningen til økologi i 1994 har udviklet sig til noget ud over det sædvanlige.

Alsidig bedrift
Husdyrholdet omfatter en stor besætning af ammekøer med kalveopfedning og stude samt får, grise og høns. Planteavlen dækker i alt 130 hektar med korn, kløvergræs, frø og masser af forskellige grøntsager.

Størstedelen af produktionen forarbejdes på selve gården, hvor der blandt andet er ansat fast slagter, og sælges gennem den velassorterede gårdbutik og via webshoppen, der bringer ud til det meste af Sjælland.

- Hverdagen er meget varieret, fordi vi ud over landbruget har forarbejdningen og den tætte kontakt til kunderne. Vi får direkte respons på det, vi laver, og har mulighed for at gøre noget, hvis tingene ikke er gode nok, fortalte Bjarne Krog, mens gæsterne nød oksesteg, skinke og specielle salater baseret på Krogagergårds egne råvarer.

Efter middagen svarede ægteparret på spørgsmål om udfordringerne ved økologisk landbrug, og derefter var det tid til en rundvisning. Kirsten Krog førte gæsterne rundt blandt dyrene, mens Bjarne Krog bød på en traktortur, så man også fik et indblik i markdriften.

Krogagergårds næste projekt handler netop om traktoren og de andre maskiner. Gården har nemlig planer om, at der i miljøets navn i løbet af kort tid skal køres på hjemmelavet rapsolie.

Læs også