På en dag, hvor mange af de jyske kornmarker blev lagt ned, var der i går også travlhed på en mark syd for Herning, hvor Avlscenter Kollund var i fuld gang med vårbyggen.

- I morgen formiddag (i dag, red.) er vi nok halvfærdige med byggen, siger Søren Ringgård fra sædet på en Claas Lexion 480. Fredag aften blev vi færdige med vinterbyggen, og det er først tredje dag i dag, vi kører i vårbyg.

Et andet sted på marken kører en Claas Lexion 406.

60 hkg i gennemsnit
Søren Ringgård er godt tilfreds med udbytterne.

- Det giver helt vildt. Det er den bedste vårbyg, jeg har været med til at høste i de ni år, jeg har arbejdet her, siger mejetærskerføreren, som vurderer, at denne mark giver omkring 65 hektokilo pr. hektar.

Han tror, at de i gennemsnit i år vil kunne holde 60 hektokilo pr. hektar på de 425 hektar vårbyg.

Foruden vårbyggen har Gunner Vestergård på Avlscenter Kollund også 225 hektar med vinterbyg og 153 hektar kartofler.

- Høsten går let og godt, og det er tidligt i år, siger Søren Ringgård, som fortæller, at de normalt først begynder på vårbyggen omkring den 10. august.

Han startede maskinen lidt over ni i går morges, hvor vandprocenten lå på 17,1 procent. Da Høst-Tour 2009 kom forbi klokken 14 lå den på 14,1 procent.

(4) 103 og 104-32-ef