STUMPER OG STYKKER: Nu ligger 75 tons reservedele til rendegravere klar til salg hos firmaet Chr. Nielsen – Tingheden i Vestjylland.
Måske er det ikke helt tilfældigt, at virksomheden »Chr. Nielsen - Tingheden« har det navn, den har. For der er mange interessante ting at finde på virksomhedens lager. Især i øjeblikket. Chr. Nielsen - Tinghedens direktør, Kjeld Nielsen, kom for en måneds tid siden hjem fra et besøg hos det engelske militær.
- Jeg har gennem årene købt omkring 100 rendegravere der igennem. Men nu er deres lager ved at være tømt, og så kan man jo ligeså godt sikre sig lageret af reservedele også, forklarer Kjeld Nielsen.
I de seneste tre uger har han sammen med familie og medarbejdere haft travlt med at registrere reservedelene og sætte dem i system på deres lager. Ligesom rendegraverne er reservedelene af mærket Hydrema.
- Man kan stort set begynde at bygge en maskine op fra bunden her, siger Kjeld Nielsen og skuer ud over stablerne, der to steder på virksomheden hober sig op i sirlig orden.
Blandt reservedelene kan nævnes kølere, 22 motorer, gearkasser og komplette aksler. I alt 75 tons dele er ankommet.
Laverda reservedele
Chr. Nielsen – Tingheden har en fortid som importør af Laverda mejetærskere. Men også selvom importen stoppede i 2001, sælger Kjeld Nielsen stadig reservedele engros af samme mærke.
I det hele taget kan direktøren godt lide at købe stort ind. Således var marken bagved Chr. Nielsen – Tingheden for nogle år siden fyldt op med mere end 100 mejetærskere klar til salg.
- Mit seneste køb fra det engelske militær er dog nok et af de mere specielle af slagsen indenfor reservedele, siger Kjeld Nielsen, der efterhånden har en del erfaring med import og salg af brugte maskiner og reservedele til blandt andet landbruget.