Landbrug ØST fangede en meget travl Carl Bay Christensen, som er indehaver og grundlægger af virksomheden.

- Jeg syntes, der skulle ske lidt ekstra end bare et almindeligt åbent hus, så vi lavede den her auktion, fortæller Carl Bay Christensen, og skynder sig at notere det højeste bud for en maskine, hvor hammeren netop er faldet.

Han fortæller endvidere, at det er noget, som har trukket en del folk til, første dag var der cirka 300 besøgende, og anden dag var der mange flere.

- Vi får da naturligvis også ryddet lidt op på pladsen, for vi har 173 numre med på auktion. Det er alt lige fra graveskovle og traktorer til en 22 tons Hitachi gravemaskine, slutter han og iler videre.

Rundt på pladsen hvor de mange maskiner var stillet op til besigtigelse, inden interesserede købere bød på dem, snakkede Landbrug ØST med Martin Rosenkilde, der er entreprenør ved Tappernøje.

- Jeg går lidt og overvejer om jeg skal udvide forretningen med at wrappe hø, så måske vil jeg byde på den her wrapper, siger Martin Rosenkilde.

- Jeg har selv handlet en del med Bay Christensen, og jeg synes, han er god at handle med. Altså, startpriserne synes jeg jo som udgangspunkt, altid er for høje, men vi bliver som regel enige. Reel er måske et andet godt ord for ham. Han hænger sig ikke i datoer, så eksempelvis hvis jeg ikke lige har fået ringet indenfor garantiperioden, så har vi gerne fundet en fornuftig løsning alligevel, slutter Martin Rosenkilde.

Et andet sted på pladsen kiggede Søren Larsen, fritidslandmand i Jordløse ved Kalundborg, på en Case IH 8545 småballepresser. Den er lidt speciel, da den er bygget som en bigballepresser og kører direkte efter traktoren.

- Sådan en kunne jeg godt tænke mig, men den er nok dyrere, end det jeg synes, jeg har behov for, siger Søren Larsen.

På spørgsmålet om han har handlet med Bay Christensen før er svaret, »Ja, flere gange«, og Søren Larsen synes, det er et godt sted, hvor man får en god behandling.

En af de ansatte hos Bay Christensen Maskinforretning A/S er Martin Høgenhaven, som er Marketingsansvarlig. Han fortæller, at han har arbejdet i virksomheden i to år, og at det er en god arbejdsplads.

- Det skal jeg jo selvfølgelig sige, men det er faktisk rigtigt. Carl Bay Christensen er reel. Han er også meget menneskelig at arbejde for. Vi skal selvfølgelig passe vores job, men tingene foregår på en måde, så man er glad for at gå på arbejde. Og det er vigtigt, pointerer han.

Jeg er i øvrigt imponeret over, hvor mange som deltager i auktionen. Og de er mere bydelystne end man kunne have frygtet i disse tider slutter han og løber, ligesom sin chef, videre blandt de mange besøgende til maskinforretningens Åbent hus...