Trange kår for vindmøller i Danmark

GRØN ENERGI: Trods mange intentioner om at udbygge produktionen af grøn energi i Danmark, arbejder elprisen imod opsætning af flere vindmøller. Det er grotesk, mener Søren Rasmussen, Hobro, der er medejer af udviklings- og investeringsselskabet Eurowind Energy A/S.

Søren Rasmussen, der sammen med sin bror Jens Rasmussen og advokat Jakob Kortbæk ejer udviklings- og investeringsselskabet Eurowind Energi i Hobro, når i år at opsætte 40 vindmøller.

Det svarer til en investering på mellem 750 millioner og 1 milliard kroner.

Men den investering bliver ikke gjort på dansk jord, for vindmøllerne bliver sat op i Tyskland, hvor både lovgivning, vilkår og elpris er gunstige. Det er de ikke i Danmark, mener Eurowind Energy. 

- Det er jo helt godnat, at vi som dansk firma er nødt til at investere alle vores penge i grøn energi syd for den danske grænse, fordi det ikke kan betale sig at investere i Danmark. Det er grotesk, siger Søren Rasmussen.

Det mener han især også fordi, regeringen har visioner om, at Danmark i fremtiden skal være selvforsynende med grøn energi.

Sikker investering
Den helt store fordel ved at investere i vindmøller i Tyskland er, at vilkår og elpris er sikret 20 år frem i tiden, når man indgår en aftale om at opsætte en vindmølle.

- Og hvis elprisen ikke er attraktiv nok, og der dermed ikke er vækst nok i markedet, bliver den reguleret op for at skabe mere vækst, fortæller Søren Rasmussen.

Derfor tør han investere i Tyskland, hvor man ved, nøjagtig hvad man får sin el-produktion.

- Det er vigtigt, når man investerer mellem 20 eller 30 millioner, understreger han.

Turbulent pris
I dag er elprisen i Danmark 23 øre pr. kilowatttime plus 25 øre i tillæg for vindenergien, mens prisen i Tyskland er 72 øre.

I Danmark er det ikke muligt at fastlåse elprisen i så mange år, og man kan derfor risikere, at vindmølleprojektet bliver urentabelt. Man kan dog fastlåse prisen i fem til ti år, men ikke til mere end omkring 30 øre.

- Strømprisen kører op og ned, siger Søren Rasmussen og fortæller, at elprisen i Danmark toppede sidste år med 58 øre plus tilskud, mens den i dag er nede på de 23 øre plus 25 øre i tilskud.

Læs også