- Prisen på økologisk mælk er faldet med næsten 25 pct. siden marts i år. Derfor er den stigning på 11 pct. over halvandet år, som Konkurrencestyrelsen nævner i en ny rapport, der udkom i tirsdags, fortid, lyder det fra Økologisk Landsforening.

- De aktuelle priser, der ligger under produktionsprisen, er en direkte trussel mod økologisk mælkeproduktion og sund konkurrence på markedet. Flere mindre mejerier risikerer at bukke under, og vi risikerer at Arlas økologiske ambition skrues ned. Færre udbydere giver mindre konkurrence og risiko for højere priser.

- De aktuelle dumpingpriser på mælk er derfor en alvorlig trussel mod både sund konkurrence og god fødevarekvalitet. De meget lave priser på økologisk mælk lige nu er ikke et sundhedstegn, som Konkurrencestyrelsen måske vil tro, men et faresignal, de er nødt til at forholde sig til, siger Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, som varetager interesser for økologiske landmænd, virksomheder og forbrugere.

Mindre konkurrence
- Slagvare-priser på økologisk mælk hos Aldi og andre discountkæder presser nu priserne ned til et punkt, hvor de mindre mejerier ikke kan være med længere. Flere økologiske landmænd må lukke. Det betyder mindre konkurrence på det økologisk marked i fremtiden, og færre produkter for forbrugerne at vælge imellem, siger Evald Vestergaard.

Han fortsætter:

- Det er ikke forbrugerne, der har bedt om så lave priser på økologi, at varerne ikke længere kan produceres. På sigt er det forbrugerne og landmænd, der betaler prisen for dumping-kampagnerne. Og så går gevinsten for sundhed, dyr og miljø ved økologisk produktion tabt.

Fortjeneste?
Konkurrencestyrelsen påpeger i sin nye rapport, at der er en god konkurrence på økologiområdet, hvor flere mindre mejerier som Thise, Naturmælk, Øllingegaard og andre konkurrerer side om side med Arlas økologiske produkter. Det har givet en markant udvikling af nye mejeriprodukter på det økologiske område. Men denne gode konkurrence trues altså nu af dumpingpriser fra dele af detailhandlen.

- Rapporten antyder fejlagtigt, at der tjenes meget på økologi. Men realiteten er lige nu, at landmænd, mejerier og detailkæder slås om, hvem der skal dække tabet, som er resultat af slagvarepolitik på økologi, pointerer Evald Vestergaard.

Dyrere foder
Konkurrencestyrelsens rapport konkluderer endvidere, at faldet i råvarepriser i fødevaresektoren ikke kommer forbrugerne til gode.

- Dette gælder bestemt ikke på det økologiske marked, som har haft en anden markedsudvikling. Den nu uaktuelle stigning i prisen på økologisk mælk på 11 pct. over halvandet år var faktisk ikke meget, for i den periode steg prisen på det økologiske foder med 50-75 pct.. Det gør, at det nuværende prisfald på 25 pct. slår ekstra hårdt, siger Evald Vestergaard.