GRÆS: Krone Big X 1000 er verdens største snitter og har en kapacitet, der når svimlende højder. Det kommer de stadig større kvægejendomme til gode, mener Rækkeborg Maskinstation, der ejer den eneste af slagsen i Danmark.
Det går rigtigt stærkt, når Henrik Jacobsen fra Rækkeborg Maskinstation ved Aalestrup snitter græs i disse dage i Himmerland.
Ved første slet tog han på en dag 145 hektar hos tre forskellige kunder. Det svarer til mere end 14 hektar i timen. Maskinstationen kører på omkring 800 hektar ved hvert slæt, og mange af kunderne har store ejendomme med mange hektar hver især.
- Det handler om at få lavet noget i en fart, for kan vi snitte græsset samme dag, så får landmanden den samme kvalitet i det hele, fortæller Henrik Jacobsen.
Han kører på anden sæson med sin Krone Big X 1000 snitter, der har to motorer med hver især 510 hestekæfter og en fire meter pickup. Det er verdens største selvkørende snitter, og den eneste af sin slags i Danmark.
- Den store kapacitet kommer rigtig til sin ret i majsen, fortæller Henrik Jacobsen, der til den tid har et 14-rækket majsbord, der også er det eneste i landet.
Mest muligt for pengene
Han understreger, at hovedsagen for landmanden er, at han kan få lavet et stykke kvalitetsarbejde hurtigt til den bedste pris.
- Jo større kapacitet, jo lavere pris pr. hektar og dermed mest muligt arbejde for pengene, slår han fast.
Maskinstationens indehaver fortæller, at Big X 1000 kan klare det samme stykke arbejde som to snittere. To snittere ville desuden have brug for fire vogne og fire mand til at køre fra. Her bruger Rækkeborg Maskinstation kun to mand med to Schuitemaker frakørselsvogne på 72 kubikmeter stykket.
Maskinstationen har også en eller to mand efter behov i arbejde i stakken.
- Den høje effektivitet bliver taget rigtig godt imod af de kunder, der har prøvet det, fortæller indehaver og pilot på snitteren Henrik Jacobsen, der også glæder sig over, at maskinstationen ikke i så høj grad som tidligere er underlagt vejrliget.
- Vi kan nå meget, når vejret er til det, forklarer han.
Hurtig opsamling
Maskinens store kapacitet skyldes ikke alene de 1020 hestekræfter, men i særdeleshed også pick-up’en, der er udformet til at klare de store mængder græs.
Pick-up’en er uden kulissestyr, og hastigheden kan indstilles trinløst fra kabinen.
- Det er især pick-up’ens skyld, at vi har så høj en fremkørselshastighed, som vi har, siger Henrik Jacobsen, der understreger, at fremkørselshastigheden altid er afhængig af markens beskaffenhed og mængden af græs.
Der er hele seks indføringsvalser, som også kan indstilles trinløst afhængig af den ønskede snittelængde.
- Det betyder, at vi kan lave samme gode kvalitet selv i store mængder græs, forklarer maskinstationsindehaveren fra kabinen, hvor der er både et godt udsyn og en god komfort.
God kvalitet
Selvom det er vigtigt, at snitningen kan gå stærkt, så er der stadig høj fokus på kvaliteten.
- Krone-snitteren har de ting, der skal til for at lave en god kvalitet. Det gælder både valser og pick-up, siger Henrik Jacobsen.
Snitteren og vognene med drejbare, tripple aksler er også monteret med ekstra brede dæk for at undgå trykskader i marken.
Selve snitteren er også af høj kvalitet, mener Henrik Jacobsen, der glæder sig over den kraftige maskine, der sparer ham for både reparationer og driftsstop.
- Men så er den også dyrere end andre maskiner, siger han.