Kendskab til det normale faringsforløb er vigtig for at kunne gribe ind ved unormale forhold. Den rullende Afprøvning har netop i meddelelse nr. 839 beskrevet de undersøgelser og resultater af faringsforløb de har lavet efter at have fulgt tre forskellige besætninger.

Samtidig med at kuldstørrelsen er steget betydeligt, har flere faktorer omkring den normale faring ændret sig. Det har især påvirket gennemsnitsvægten for den enkelte gris, varigheden af faringen, den samlede vægt af grise som soen føder, og den mængde mælk soen efterfølgende producerer.

Faringerne blev overvåget intensivt i tre besætninger. I besætning 1 med 51 faringer blev indgreb under faringen så vidt muligt undgået. I besætning 2 og 3, med 96 faringer blev brug af fødselshjælp efter enten en eller to timer uden fødsel af grise sammenlignet. Der blev ikke foretaget oxytocinbehandling under faringen ved en eneste af de observerede 147 faringer i undersøgelserne.

Lange faringer
Generelt er varigheden af faringen steget betydeligt i forhold til tidligere undersøgelser. Faringens varighed er dog af mindre betydning for frekvensen af dødfødte grise, end betydningen af fødselsvægt og grisens placering i fødselsrækkefølgen.

De første fire grise er længe om at blive født. Herefter falder længden af fødselsintervallerne indtil intervallerne stiger igen efter gris nr. 14.

Betydningen af intervallet mellem fødsel af to grise varierede mellem besætningerne. I besætning 1 steg frekvensen af dødfødte først, hvis der gik over én time mellem grisene. I besætning 2 og 3 steg dødeligheden allerede, hvis intervallet var over 20 minutter.

Det anbefales at være tålmodig (vent to timer) ved lange intervaller mellem de første fire grise, og herefter sætte tålmodigheden ned til en time ved resten af grisene i kuldet. Grise født som nr. 1-3 eller efter nr. 14 har højere pattegrisedødelighed. Dette kan ikke umiddelbart forklares.

Vægten vigtig
Fødselsvægten har stor betydning for grisenes chance for at overleve. Det følgende omkring fødselsvægt gælder kun for besætninger med LY-krydsninger, og kun for besætninger, hvor der IKKE foretages faringsinduktion.

Grise, der vejede 600 gram eller derunder, overlevede sjældent til dag 7. Det anbefales derfor at aflive disse grise ved fødsel, så de ikke langsomt skal dø af sult og kulde. I denne undersøgelse udgjorde de 2,5 pct. af alle grise, men en tredjedel var dødfødte, så det bliver en mindre del af de levendefødte grise, der skal aflives.

Afgang af efterbyrd er ikke noget brugbart tegn for, om soen er færdig med at fare. Hos 40 pct. af søerne afgik fosterhinderne så sent, at man ved den anbefalede strategi for fødselshjælp ville undersøge soen forinden. Hos 10 pct. af søerne blev der født grise, efter at der var afgået fosterhinder.