Massive besparelser på vej i Danish Crown

PLAN: Massive besparelser på 1,3 milliarder kroner pr. år i en ny plan fra Danish Crowns ledelse. I løbet af de kommende 6-18 måneder skal planen realiseres.

Den med spænding imødesete plan fra Danish Crowns ledelse, der skal sikre både svineproducenter og danske arbejdspladser på slagterierne blev i går præsenteret på andelsselskabets repræsentantskabsmøde i Herning. Planen medfører besparelser på 1,3 milliarder kroner pr. år. Pengene skal blandt andet skal findes ved lukningen af to endnu ukendte fabriksanlæg, og på massive besparelser på slagteriarbejdernes løn.

- Den største trussel mod selskabets konkurrencedygtighed lige nu er de faldende leverancer af råvarer. Derfor omfatter den samlede plan både massive omkostningsreduktioner og et nyt og mere tidssvarende afregningskoncept i forhold til selskabets ejere. De to ting er nøje knyttet til hinanden, for vores konkurrencedygtighed er forbundet med, om leverancerne er tilstrækkelige, siger direktør i Danish Crown, Kjeld Johannesen i en pressemeddelelse.

Der var inden mødet sat store spørgsmålstegn ved både ham og resten af Danish Crowns ledelse, men af repræsentantskabet har de altså nu fået en ny chance for at bevise deres værd. Deres handlingsplan blev således vedtaget med et massivt flertal. 85 procent af repræsentantskabet stemte for. Kun 5 procent stemte imod. De resterende 10 procent af stemmerne var blanke.

Blev skudt med skarpt
Ifølge svineproducent Torben Farum fra Sæby i Nordjylland, der sidder med i repræsentantskabet, var det da også en meget alvorlig tone, der prægede repræsentantskabsmødet, der varede hele tirsdagen, og først sluttede efter klokken 17.

- Der blev skudt med skarpt mod ledelsen. Man var godt klar over situationens alvor, sagde Torben Farum.

Læs også