Stor kapacitet giver store fordele

ENSILERING: Skave Maskinstation har udstyr til at tage 13 hektar græs i timen med både snitter, vogne og gummigede. Ved hvert slæt tager maskinstationen 2000 hektar. Kapaciteten giver store fordele for landmanden.

Flere af Skave Maskinstations kunder i det kvægtunge område omkring Holstebro er efterhånden oppe på 500 køer eller mere. Derfor kræves det, at maskinstationens kapacitet er i orden.

- Vi skal regne med, at kapaciteten er afgørende fremover, siger Betina Vennegaard, der ejer maskinstationen i Skave sammen med sin far Hans Jørgen Vennegaard og sine to brødre Lars og Martin Vennegaard.

Hun fortæller, at mange mælkeproducenter i dag har silokapacitet til 60 hektar, og stakken skal gerne lukkes samme dag for at sikre kvaliteten.

Til at klare den opgave har maskinstationen en Claas Jaguar 980 finsnitter med to motorer på hver 415 hestekræfter - i alt 830 hestekræfter. I græsset kan snitteren tage op til 13 hektar i timen med kun den ene motor kørende. Finsnitteren kører med en 3,8 meter bred pick-up i græsset og i majsen med et 12-rækket majsbord.

- I græs kører vi kun med begge motorer, hvis logistikken kan følge med, eller hvis det trækker op til regn. Det er i majsen, hvor maskinen klarer 60 hektar om dagen, at den kommer rigtig til sin ret, siger Betina Vennegaard.

Den første i Danmark
980’eren var den første af sin slags i Danmark, da Skave Maskinstation fik den sidste år. Lige nu er den til service, så den er klar til den nye sæson.

Fordi snitteren var helt ny sidste år, så er der også kommet nogle forbedringer, og snitteren bliver derfor nu monteret med en ny snittecylinder.

Det var lidt hektisk sidste år, da snitteren kom, husker Betina Vennegaard.

- Vi fik den først midt i første slæt i maj måned, og vi havde allerede afleveret de gamle snittere i bytte.

En lille vogn er i vejen
For at klare de store mængder, der høstes i marken, er det nødvendigt, at frakørselsvognene kan følge med. Det er der ingen problemer med i Skave, hvor to 65 kubikmeter store Schuitemaker vogne kører fra. Om en lille måneds tid får de to vogne selskab af en tredje.

For at kunne udnyttes optimalt skal vognene kunne køre lige til og fra stakken uden at skulle bakke og vende.

- I det spil ville en lille vogn sådan set bare være i vejen, siger Betina Vennegaard, der også fortæller, at der stort set ikke er nogen landmænd, der selv kører fra mere.

I dag arbejder de hjemme i stakken. Og det er dem, der kører i stakken, der bestemmer tempoet, understreger Betina Vennegaard:

- Når kapaciteten bliver stor, så er det vigtigt, at de, der kører i stakken, siger til, hvis det går for stærkt, for man må ikke gå på kompromis med kvaliteten.

Men samtidig sikres kvaliteten også gennem kapaciteten. Maskinstationen er for eksempel ikke tvunget til at gå i gang, før duggen er forsvundet i græsset, og de er færdige, inden duggen falder igen.

Sparer tid og mandskab
Den store kapacitet sparer også både tid og mandskab.

- Det gør, at landmanden får det til en billigere pris, fortæller Betina Vennegaard, der tilføjer, at de nye maskiner også har et langt lavere brændstofforbrug.

Mejetærskerprisen har faktisk ikke ændret sig siden 1986 på maskinstationen i Holstebro.

- Men det har mejetærskeren, siger Betina Vennegaard.

Det handler om håndværket
Det er ikke kun kapaciteten, der gør, at maskinstationen kan udføre et godt stykke arbejde med ensileringen.

I græsset foretrækker man i Skave at køre med gummiged i stakken. I det våde stakke vælger man en af de lettere gummigede, for de tungeste på 18 ton vil bare trykke materialet ud til siden.

I majsstakken har man selv udviklet et dozerblad til en traktor på tvillingehjul, der er lavet af en gammel ammoniaktank. På den måde kan også majsen lægges ud i et helt tyndt lag.

- Vi er heldige, at vi har dygtige og faste medarbejdere, der kan deres håndværk, understreger Betina Vennegaard, der slår fast, at maskinstationen ikke overlever, hvis kvaliteten ikke er i orden.

Læs også