Lely Center Herrup, der egentlig har ligget i Skive siden 2008, har bevaret navnet Herrup, hvor centret blev startet op i 2006 af Flemming Kobborg.

Sidste år købte Skive-centret Brønderslev Lely Center, og det er nu planlagt, at der i løbet af foråret åbner en afdeling i Vendsyssel, der er bemandet et par dage om ugen.

- Det er vigtigt, at kunderne er tæt på deres servicecenter, fortæller Flemming Kobborg.

Han har været ansat hos Lely siden 1999, hvor han startede som servicemontør. I 2006 tog han springet og blev selvstændig.

Der er i alt syv Lely Centre fordelt over hele landet. Lely Center Herrup dækker Nordvestjylland og hele Vendsyssel.

Robot-boom
Der er i alt 22 ansatte på centret i Skive, hvor der er lager og værksted samt kontor og administration.

Og der er nok at se til. Sidste år blev der installeret 63 robotter, og allerede i år er der installeret 15, og i uge 13 påbegyndes arbejdet med at installere hele syv robotter i en ny stald med plads til 550 køer plus opdræt hos Henrik Vestergård i Hosager ved Holstebro. Stalden skal tages i brug i uge 19.

- På landsplan bliver der hvert år solgt 100 robotter pr. sælger, fortæller sælger Erik Christensen.

Selv har han været med fra starten, da Lely kom til Danmark. I alt 700 robotter er det blevet til.

- Det er der ingen andre sælgere, der har præsteret, fortæller Flemming Kobborg.

Robotter i alle stalde
Både Erik Christensen og Flemming Kobborg er enige om, at der er robotter i alle stalde i fremtiden.

- 90 procent at alle nye stalde, der blev taget i brug sidste år, er indrettet med robotter, fortæller Flemming Kobborg.

Alternativet til malkerobotter er de store malkekarruseller, der har en større kapacitet.

- Men de kræver mere arbejde, og man er afhængig af at skulle være i stalden på faste tidspunkter, understreger Flemming Kobborg. 

Alle robotter, der købes hos Lely Center Herrup kan leveres med en fast pris på service, der omfatter 24 timers døgnvagt året rundt.

Desuden tilbyder Lely Centrene landet over, at landmænd, der har købt eller overvejer at købe malkerobotter, kan komme på kursus, så de får mest muligt ud af deres malkerobot.

Bredt program
Men det er ikke kun malkerobotter, der sælges fra Centret i Skive. Programmet omfatter også spalteskrabere, køletanke, buffertanke, varmepumper, ko-børster, foderstationer og græsningsporten Grazeway, der sorterer de køer fra, der skal malkes, inden de kan komme på græs.

Den seneste nyhed fra Lely er foderskubberrobotten Juno, der netop nu er på vej ud på foderbordene i de danske stalde.

Den gør ikke meget væsen af sig, når den akkompagneret af en ringetone, arbejder sig ned gennem foderbordet. Med sine 600 kilo skubber den møjsommeligt foderet ind til køerne, der allerede har rejst sig og er klar til næste måltid. De har allerede lært, hvad ringetonen betyder.

Det er den lille røde robot, Juno, der er tale om. Den har nu kørt i 14 dage hos parret Flemming og Elin Birkkjær, Mogenstrup ved Skive, der driver en økologisk mælkeproduktion med 185 køer og 300 hektar med hovedsageligt græs og majs.

Gården er købt i fri handel for to et halvt år siden og er blevet gennemgribende renoveret. For et halvt år siden blev den sidste af de i alt tre Lely malkerobotter installeret, og siden er foderskubberen kommet til.

Frisk foder døgnet rundt
Juno er programmeret til at køre 13 gange i døgnet. Nattens sidste tur køres klokken fem, og så holder robotten parkeret ved opladestationen indtil klokken 11 om formiddagen.

Det giver Flemming Birkkjær god tid til at køre nyt foder ind på foderbordet med sin grovfoderblander. Derefter tager Juno igen over.

Den starter 1,5 meter fra forværket. Den afstand mindskes ned til 1,3 meter ved den sidste gennemkørsel. Nu er der altid frisk foder indenfor rækkevidde.

- Selvom jeg skubbede foder sammen to gange om dagen tidligere, så var der altid en rest, køerne ikke kunne nå, fortæller Flemming Birkkjær.

- Og så er det en stor arbejdslettelse, samtidig med at det giver tryghed, at man ved, at foderet er skubbet sammen, supplerer Elin Birkkjær.

Flemming Birkkjær er heller ikke utilbøjelig til at tro, at det kan være en fordel, at køerne er vant til, at der altid er frisk foder på foderbordet, når de skal gennes ind fra græs til sommer.

Større aktivitet
Parret oplever en større aktivitet ved foderbordet, og det kan også ses på antal malkninger om natten.

- Foderskubberen kører også om natten, og så rejser køerne sig for at æde, og de går også lige en tur i robotten, fortæller Elin Birkkjær.

Hun understreger, at når der altid er foder, så kommer de køer, der er lavest i hierarkiet også nemt til fadet.

Parret har altså observeret hyppigere malkninger. Flemming Birkkjær vil ikke afvise, at det skyldes den nye foderskubber.

- Vi er gået fra 3,0 malkninger i døgnet til mellem 3,2 og 3,3. Jeg tror, det skyldes den øgede aktivitet ved foderbordet, lyder konklusionen.