Finansiering og sagsbehandling bliver afgørende for, om landbruget styrer sikkert gennem den igangværende krise, og står rustet til den dag udviklingen vender igen. Det var blandt budskaberne i forbindelse med generalforsamlingen mandag aften i Jysk Landbrug, der blev holdt i Hovborg.

Jysk Landbrug er den nye forening efter sidste års fusion mellem Midtjysk Landboforening og Brørup Landboforening. Og formand Knud Erik Nielsen kunne da også som en af de få positive ting i bestyrelsens beretning, fremlægge et flot regnskabsresultat med et overskud på godt 2 mio. kroner.

Men ellers kneb det gevaldigt med at finde de lyse ting i landbruget for tiden, hvor Knud Erik Nielsen noterede sig, at hverken svinebruget, kvægbruget eller planteavlen tjener penge i øjeblikket. Og finanskrisen har samtidig gjort det nærmest svært at skaffe finansiering:

- Min opfordring skal lyde til banker, finansieringsselskaber og foderstofselskaber at de i denne situation hjælper til med at finde løsninger, lød det fra formanden, der mener der er flere velkendte metoder der kan tages i brug for at løse den opgave.

Midlertidig eksportstøtte
Men Knud Erik Nielsen mener også at regeringen bør overveje landbrugets alvorlige situation:

- Så det kan godt være, at vi også skal have regeringen til at tage et initiativ. Jeg har hørt forslag om, at staten skal stille garanti for den yderste del af belåningen hos unge, nystartede landmænd, og landmænd som på det seneste har investeret i nye stalde. Det forslag synes jeg godt om, og det vil jeg støtte kraftigt.

Og Knud Erik Nielsen noterede sig især den alvorlige situation for svineproducenterne, der nu for tredje å i træk lider under dårlig økonomi.

- Det er utålelig tog uholdbart, og et relevant tiltag kunne være en ordning, der midlertidigt gav en eksportstøtte, der på kort sigt igen kan gøre dansk svinekød konkurrencedygtigt på de store markeder.

Eksportstøtten vil dog ifølge Knud Erik Nielsen ikke gøre det alene. Der bør også ses på det høje omkostningsniveau i Danmark, hvor ikke mindst lønomkostninger, veterinærudgifter og energiafgifter tynger.

Samtidig kan skattereformen og regeringens udspil til en grøn vækstplan medføre yderligere omkostninger for landbruget.

- Fra landbrugets side må vi forlange, at Grøn Vækst bliver udgiftsneutralt, hvis vi skal være med, konstaterede Knud Erik Nielsen på generalforsamlingen, hvor omkring 200 var mødt op i Hovborg Kro.

Urimelige gebyrer
Byggesagsgebyrer i 100.000 kroners klassen – men kun i nogle kommuner, mens andre gør det 5 – 6 gange billigere.

Knud Erik Nielsen benyttede lejligheden til at slå et slag for Jysk Landbrug´s nye task-force gruppe, der skal koncentrere sig om de store forskelle i gebyrer som Knud Erik Nielsen ikke lagde skjul på, at han finder dybt urimelige.

- Vi har oplevet helt urimelige byggesagsgebyrer i Vejle og Billund kommuner. Prisen for standardbyggeri i de to kommuner koster 5 – 6 gange så meget som i for eksempel Vejen Kommune. Det kan bare ikke passe, at der på samme byggeri skal være så store prisforskelle, sagde Knud Erik Nielsen.

Han tilføjede at man er i dialog med Billund Kommune om sagen, mens Vejle Kommune følger senere.