Overskud i fusionsforening
SUCCÉS: Stigende omsætning og plus på bundlinjen i Jysk Landbrugsrådgivnings første leveår.
Et af landets største landbo-rådgivningsselskaber, Jysk Landbrugsrådgivning, fik i 2008 et overskud på 2,3 millioner kroner ud af en samlet omsætning i selskabet på 148 millioner kroner.
Omsætningen er dermed forøget med 10 procent i forhold til den samlede rådgivningsomsætning i de to selskaber før fusionen. Det har derfor været nødvendigt at øge staben af fuldtidsansatte.
Formanden for Jysk Landbrugsrådgivning, Ole Jensen, er ifølge foreningens hjemmeside meget tilfreds med resultaterne set i lyset af, at det er første år efter fusionen mellem Sydvestjysk Landboforening og Jysk Landbrugsrådgivning.
Adm. direktør Torben Jensen siger, at overskuddet er større end budgettet. Det skyldes især, at omkostningerne har været lavere end ventet. Dertil kommer, at der allerede i foreningens første leveår har været en tydelig synergieffekt af sammenlægningen af de to rådgivningsforeninger.
Nye centre
Jysk Landbrugsrådgivning har i alt 4.000 kunder, mens 2.700 aktive landmænd er medlemmer af de to ejerforeninger.
Jysk Landbrugsrådgivning driver i dag landbrugsrådgivning fra centre i Brørup, Grindsted, Varde, Give og Bramming, og er ved at opføre to nye centre ved Billund og Esbjerg. Her vil alle 280 medarbejdere blive samlet i slutningen af 2009. Pris: 140 millioner kroner.









































