Røde kvæg-tal i udsigt
HÅRDE TIDER: De danske kvægbønder kan vente et hårdt år med mange udfordringer.
I 2007 stod i regnskabet for gennemsnitlig bedrift med omkring 120 årskøer en halv million kroner på bundlinien. Når sidste års regnskab gøres op for landets kvægbedrifter kommer gennemsnittet til at ligge i størrelsesorden 300.000 kroner.
- Til gengæld kan alle bedrifter nu se frem til et negativt driftsresultat her i 2009, lød den nedslående melding fra Dansk Kvægs direktør Gitte Grønbæk, da hun aflagde beretning på kvægkongressen i Herning overfor 2.000 kvægfolk fra hele landet.
En gennemsnitspris på 2,20 kroner pr. kg mælk og en forhøjet rente ligger til grund for de dystre forudsigelser.
- Men heldigvis er renten nu lavere, end da vi gættede på det gennemsnitlige 2009-niveau, tilføjede direktøren.
Likviditetsmangel
Dansk Kvægs formand, Peder Philipp, Lustrup ved Ribe, ser fremadrettet likviditeten som den største udfordring sammen med den afkoblede støtte.
- Alene en 25 øre i mælkeprisen betyder manglende 525.000 kroner i likviditet i en bedrift med en kvote på 2.100 tons mælk, sagde formanden og opfordrede kvægbrugerne til at få en snak med deres pengeinstitut, så man får skabt det nødvendige råderum i den kommende vanskelige tid.
I det hele taget udfordres kvægbruget voldsomt for tiden.
- Vi har set mælkepriser, der svinger mere end med en krone. Det er en situation, vi slet ikke er vant til, lød det fra Peder Philipp, der efterspurgte aktion hos hele erhvervet/værdikæden, og ikke mindst fra politikerne.
- Konjunkturer, korn- og foderpriser samt renteniveauet har alt sammen enorm indflydelse på driftsresultatet, og finanskrisen gør det jo ikke lettere, slog formanden fast i sin beretning, samtidig med, at han opfordrede fremmødte og deres kvægbrugskolleger om at bevare overblikket og roen, og undgå for mange ekstra omkostninger i bedriften.
Mange kampagner
Direktør Gitte Grønbæk beskæftigede sig i beretningen især med emner omkring sundheden og de faglige projekter, som Dansk Kvæg har gang i.
- Kvægpolitiske beslutninger kræver handling af os alle, og kampagnerne nytter, når vi tager fælles ansvar, lød det fra direktøren.
Hun nævnte positive eksempler på resultater ude fra besætninger i det virkelige liv. Flere mælkeproducenter havde deltaget i blandt andet »Operation Partuberkulose« og »Salmonella Dublin«.
En anden kampagne, der har været i gang i de senere år, er projekt »Levende Kalve«. Et projekt, der har haft stor succes, både hvad angår dødfødte og døde kalve fra en til 180 dage.
Gitte Grønbæk roste alle, der havde deltaget i dette projekt, og påpegede, at der også her var tale om et projekt, der virkelig nytter.
For første gang var der i Dansk Landbrug direkte valg til bestyrelsen for Dansk Kvæg, da der i sidste uge blev afviklet kvægkongres i Herning.
Blandt de otte kandidater, som var opstillet, skulle der vælges seks medlemmer. 410 medlemmer af Dansk Landbrug afgav stemmer, og resultatet blev, at begge de to nye kandidater, som stillede op, fik stemmer nok til en bestyrelsespost.
Det var henholdsvis Jørn Kjær Madsen (41), der sammen med en nabo driver et interessentskab med 700 køer i Darum ved Esbjerg, og 45-årige Bjørn Jepsen, som i Borris har en ejendom med 130 malkekøer og 150 hektar.
Valget af de to nye kandidater betød, at de to hidtidige bestyrelsesmedlemmer Henrik Dalgaard Christensen, Års, og formanden for Dansk Landbrugs økologisektion, Uffe Bie fra Ejstrupholm, fremover kun er suppleanter.
Der var genvalg til Christian Lund, Skodborg, samt Lars Iversen, Søndersø på Fyn.
De eneste kandidater til de to pladser for Dansk Landbrugs familielandbrugssektion var Jørgen Lykkemark, Hvidsten, og Ole Karmsteen, Stubbekøbing. De to blev derfor genvalgt til bestyrelsen.
På forhånd er Dansk Landbrug repræsenteret fra forretningsudvalget ved viceformand Niels Jørgen Pedersen fra Snedsted.
De øvrige i Dansk Kvægs bestyrelse er fra Kødbranchens Fællesråd Peder Philipp, der siden organisationens etablering i 2002 har været formand, samt Asger Christensen, Jordrup. VikingDanmark er repræsenteret af Jan Duchwaider, Røgerup ved Skibby, mens Mejeriforeningen har fire bestyrelsespladser. De er besat af Bent Juul Sørensen fra Ærø, Steen Nørgaard Madsen, Voel ved Silkeborg, Niels Bruun, Andrup ved Hobro samt Jan Toft Nørgaard, Skærbæk. Endelig er Dansk Kødkvægs formand Henning Hansen fra Sulsted tilforordnet i Dansk Kvægs bestyrelse.
(3) 52-24-02-ef








































