Smågrisene stiger
NOTERING: Fra på mandag får smågriseproducenterne, som benytter sig af Den beregnede Notering, 26 kroner mere for en gris.
Endelig sker der lidt positivt nyt i svineverdenen. I hvert fald for de soholdere, der sælger smågrisene til såkaldte beregnede notering. Den flytter sig nemlig opad med plus 26 kroner.
Den beregnede Smågrisenotering ændres som følge af ændrede foderpriser og ændring i grundlaget, meddeler Dansk Svineproduktion.
Princippet i Den beregnede Smågrisenotering er, at når mellem 50-75 procent af foderet er handlet på kontrakt, anvendes et gennemsnit af de aktuelle priser og kontraktpriser og foderpriserne justeres månedligt.
Situationen er nu den, at cirka 60 procent af svineproducenterne har valgt at tegne foderkontrakter frem til 1. september, mens resten har valgt at gå over på dagspriser eller tegne kortvarige kontrakter frem til april.
Derfor stiger smågrisenoteringen nu, og situationen gør samtidig, at priserne vil blive vurderet igen om en måned og reguleret den 2. marts, hvis markedet har ændret sig.
Andre justeringer
Ud over foderpriserne er der mindre justeringer af de produktivitetstal, der indgår i grundlaget, hvilket giver et fald på 30 kilos grise på en krone, men ingen påvirkning af prisen på 7 kilos grise.
Gylle kan desuden nu typisk afdisponeres ab lager, hvilket vil sige, at modtager betaler transport i de fleste tilfælde, men ikke alle. Derfor reduceres udbringningsomkostningerne til 5 kroner pr. kubikmeter. En tredive kilos gris stiger derfor med en krone og en 7 kilos gris stiger med to kroner.
Samlet er konsekvenserne derfor stigningen på de 26 kroner for 30 kilos grise og et plus på 25 kroner for 7 kilos grisene.









































