Sort boks i Heden
OVERBLIK: Heden Maskinforretning har allerede installeret 24 enheder af det nye indbyggede mobiltelefonsystem til traktorer og maskiner, der holder styr på drift, opholdssted, serviceeftersyn, og samtidig fungerer som tyverisikring.
Heden Maskinforretning er blandt det dusin af Agro-forhandlere landet over, som allerede er langt med implementering af et nyt mobiltelefonbaseret system, som kan registrere driften og vise opholdssted og samt indkalde de pågældende traktorer og maskiner til eftersyn. Gennem det seneste års tid er 22 traktorer, en bigballepresser og en have/park-maskine solgt med Trackunit-boksen monteret.
Derved kan værkstedschef Hans Henrik Knudsen og hans værkstedsfolk på internettet holde styr på, hvor mange timer den pågældende maskine har været i drift, og hvornår den dermed skal ind til serviceeftersyn.
- Det bevirker, at vi får mulighed for bedre planlægning og derved sparer tid og ressourcer for både kunderne og værkstedet, påpeger værkstedschefen, der også forventer at installere systemet i Hedens egne op mod 20 servicevogne i maskinforretningens tre afdelinger.
TrackUnit-systemet viser nemlig også den aktuelle gps-position af den kørende enhed, således alle bilerne vil kunne følges på computerskærmen i værkstedskontoret, og dermed vil den nærmeste hurtigt og uden spild af køretid klare en akut reparation i nærheden.
Samme mulighed har landmænd, maskinstationer, entreprenører eller maskinudlejere, som med denne registrering ud over at følge maskinernes færden også vil kunne bruge systemet til præcist grundlag for maskin-management eller fakturering overfor kunder.
Endelig virker Trackunit som tyverisikring via den indbyggede satellitovervågning, og naturligvis vil det være lettere for konen at finde ægtemanden i hans traktor, når eftermiddagskaffen eller madpakken skal bringes ud.
Agco tilbyder Trackunit til en vejledende udsalgspris på 3.999 kroner pr. enhed, og dertil kommer en samlet årlig driftsomkostning inklusive GSM-abonnement på 1.100 kroner. Selve monteringen tager omkring to værkstedstimer.









































