Stor interesse for privat fodercentral
BYGGERI: Det trak mange gæster, da privat fodercentral inviterede til åbent hus. Skiold A/S kalder det for et af deres største projekter i Danmark.
Interesserede gæster valfartede til Ølstrup ved Ringkøbing, da Niels Jørgen Pedersen slog dørene op til åbent hus på den private fodercentral. Det var da også en unik chance for at se et privat anlæg af den størrelse, og for Skiold A/S, der havde leveret »indmaden« er det da også et helt specielt projekt.
- Det er det største anlæg af den type, vi har lavet herhjemme. Vi mærker da, at der er mere på vej, men ikke i den størrelse. Lige nu er der dog to lignende projekter undervejs, men i et lidt mindre format, fortæller Peter Rosenbeck fra salgsafdelingen hos Skiold A/S.
Virksomheden har dog en vis erfaring med den størrelse anlæg, da man leverer en del til Rusland. Anlægget ved Ølstrup er dog alligevel så specielt, at det tiltrækker en del udenlandske gæster.
- Vi har lavet en aftale med Niels Peter, at vi kan vise anlægget frem til kunder, og så fakturerer de os, ligesom vi for eksempel fakturerer for en montør. Det virker bedre end at komme med en sur flaske rødvin hele tiden, kommer det med et grin fra Peter Rosenbeck.
Gæster langvejs fra
Det imponerende anlæg, som Skiold A/S da også kalder et prestigeprojekt, har ifølge den daglige leder af fodercentralen, Albert Baumann, haft besøg fra mange lande.
- Vi har jævnligt besøg, og gæsterne er vildt imponerede. Så sent i går var der folk fra Australien, og der har tidligere været fra Sydafrika, Hviderusland, Rusland og Makedonien, konstaterer Albert Baumann, der kan melde om begejstring fra både danske og udenlandske gæster.
- De synes ofte, at det er imponerende, hvor færdigt hele anlægget ser ud, og vi har da også haft forespørgsler på at få produceret foder her, men det har Niels Jørgen sagt nej til, for der skal for meget kontrol til.








































