Kampvalg i Tryghedsgruppen
DEBAT: Der afholdes i øjeblikket valg til Tryghedsgruppens repræsentantskab i det nordjyske. For anden gang på 16 år er der to lister.
Jørn Astrup Hansen, der sidste år som den første blev valgt til Tryghedsgruppens repræsentantskab i opposition til bestyrelsen, står også bag en retssag mod Tryg i Danmark. Han mener, at bestyrelsen solgte aktier uden at spørge medlemmerne.
- Aktiesalget i 2005 var en katastrofe for forsikringstagerne. Tryg Vesta var nu ikke længere forbrugerejet men aktionærejet. Konstruktionen rummede samtidig uforligelige interessemodsætninger. Men kan ikke bringe kommercielle aktionærer ind i et foreningsejet forhold, skriver repræsentantskabsmedlem Jørn Astrup, der repræsenterer Trygsagen.
Andelshaverne (forsikringstagerne) ønsker lavest mulige forsikringspræmier. Aktionærerne ønsker størst muligt overskud. Det kan ikke forenes. Ganske vist deltager forsikringstagerne – gennem Tryghedsgruppen – i overskuddet.
Men konstruktionen er dyr. Når Tryghedsgruppen skal have 45 kroner i udbytte, skal de nye aktionærer have 30 kroner, og inden det kommer så vidt, skal skattevæsenet have 25 kroner. Det koster derfor 55 kroner at overføre 45 kroner fra forsikringsselskabet til forsikringstagernes eget selskab, Tryghedsgruppen, mener Jørn Astrup.
Hænger ikke sammen
Bestyrelsen er samtidig, ifølge Jørn Astrup, i færd med at formøble forsikringstagernes penge. Senest har bestyrelsen for et par milliarder ladet Tryghedsgruppen erhverve en underskudsgivende nordisk fitnesskæde, S.A.T.S. AB. Selskabet har 90 procent af sin omsætning uden for Danmark. Tryghedsgruppens medlemmer er alle danske forsikringstagere. Det hænger overhovedet ikke sammen, mener Jørn Astrup Hansen.
Han støtter kandidaterne på den alternative liste. Han mener, at bestyrelsen hidtil har udpeget repræsentanter, der så vælger bestyrelsen. Repræsentanterne får samtidig et vederlag af en sådan størrelse, at det ganske overskygger deres interesser som forsikringstagere.
Repræsentanter for bestyrelsens liste understreger vigtigheden af at varetage forsikringstagernes interesse ved at bevare Tryg Vestas på danske hænder og styrke Tryg Forsikring. De lægger også meget vægt på Trygfondens almennyttige arbejde, som finansieres af Tryghedsgruppens overskud.
Tryghedsgruppen er hovedaktionær i forsikringskoncernen Tryg Vesta. Der afholdes valg til repræsentantskabet i Tryghedsgruppen smba i Region Nordjylland i perioden fra 16. januar til 11. februar 2009, alle kunder i Tryg Forsikring og Nordea Liv & Pension, der bor i regionen, kan stemme. Der skal vælges otte repræsentanter. Bestyrelsen har stillet otte kandidater op. Trygsagen, der er i opposition, stiller sine egne otte kandidater op.
Et af stridspunkterne er salget af aktier fra Tryghedsgruppen.
Aktiesalg
- Det var en væsentlig præmis for Tryghedsgruppens køb af Tryg Vesta i 2002, at Tryghedsgruppen ikke skulle forblive eneejer af forsikringsvirksomheden, men på et passende tidspunkt sprede sin investeringsrisiko, eventuelt gennem et aktiesalg ved en børsnotering af Tryg Vesta. Det skete, da Tryghedsgruppen i 2005 besluttede at sælge 40 procent af aktiekapitalen i Tryg Vesta ved en børsnotering på Københavns Fondsbørs. Beslutningen blev truffet af Tryghedsgruppens repræsentantskab, fortæller Reinholdt Schultz fra Tryg.
Udover en risikospredning betød børsnoteringen, at Tryghedsgruppen fik kapital til flere tryghedsskabende aktiviteter og sikrede Tryg Vestas adgang til yderligere kapital til at udvikle forretningsvirksomheden. Det har betydet, at kunderne i dag står med en stærkere forsikringsleverandør, fortæller han.