Der var stuvende fuldt på landbocentret i Skive, da Landbo Limfjord indbød ikke bare sine landmandskunder, men også banker og kreditforeninger, til økonomimøde. Mere end 100 deltagere havde taget plads for at høre om udfordringerne indenfor svineproduktion, planteavl og mælkeproduktion i fremtiden.

- Alle de lokale pengeinstitutter er repræsenteret, fortæller Landbo Limfjords direktør Benny Kirkegaard og nævner Danske Bank, Nordea, Spar Nord, Nykredit med flere.

- De er her for at vurdere situationen, og det er vigtigt, at de får den information, for den store udfordring for landbruget i 2009 bliver likviditeten, understreger direktør i Landbo Limfjord Benny Kirkegaard.

Svineproduktion i bedring
Mens mælkeproducenterne i 2009 får deres dækningsbidrag halveret i forhold til 2008 ser det ud til, at de hårdtprøvede svineproducenter kommer lidt bedre ud af 2009 end de gjorde af 2008.

Økonomikonsulent Leif Lanng præsenterede et forventet årsresultat efter finansiering for 2008 for smågriseproducenterne på minus godt 1,0 million kroner på en bedrift med 540 årssøer.

- Vi forventer, at det vil gå pænt fremad i 2009 på grund af en højere notering, sagde Leif Lanng, der viste en prognose, der sagde, at 2009 vil ende på godt nul.

For slagtesvineproducenterne ser det ud til, at underskuddet i 2008 ender på 400.000 kroner for en produktion på 8.400 slagtesvin, mens forventningerne til 2009 ligger på et underskud på 171.000 kroner. Budgetterne er lagt ud fra en notering på 10,65 øre.

- Hvis slagtesvineproduktionen skal gå i nul, så skal vi have en notering på 12,05 kroner, sagde Leif Lanng.

Hvede styrdykker
Også i marken ser det ud til, at der er faldende dækningsbidrag.

- Vinterhveden styrtdykker fra et forventet dækningsbidrag i 2008 på 5.700 kroner til 3.300 kroner pr. hektar i 2009, vurderer økonomikonsulent Flemming Pedersen.

Faldet skyldes både de faldende kornpriser, men også stigning i stykomkostninger til især gødning. Flemming Pedersen forventer ligeledes et fald i dækningsbidrag på både vårbyg og vinterraps.

På frøgræs ser man derimod stigende dækningsbidrag i 2008 på godt 7.800 kroner pr. hektar fra godt 5.000 kroner i 2007. En stigende efterspørgsel fik priserne helt op på 10 kroner pr. kilo.

- Efterspørgslen er desværre igen faldende, men det ser ud til, at vi ender med en pris på omkring ni kroner pr. kilo, vurderer konsulenten.

Alle forventninger og prognoser er baseret på Landbo Limfjords kunders budgetter og budgetkontroller, markedspriser samt oplysninger fra kunder. De første regnskaber begynder at komme omkring 1. februar, og de væsentligste produktionsresultater er færdiggjorte omkring den 30. april.