Brockenhuus-Schack: Underskud venter planteavlerne
MILLIONUNDERSKUD: Den gennemsnitlige planteavler vil i 2009 kunne imødese et underskud på en halv million kroner - før ejeraflønning.
Et gennemsnitligt planteavlslandbrug vil i 2009 kunne notere sig et underskud på godt en halv million kroner før ejeraflønning. Hertil kommer, at gælden i dansk landbrug er steget med 50 procent de seneste seks år, og at renteudgiften i 2009 vil blive 50 procent højere end for blot to år siden.
De regntunge skyer hængte over Herning i går, og gjorde det ikke mere opløftende for de cirka 2000 deltagere at entrere kongrescentret ved Plantekongres 2009.
- Hele Danmark vækst er på vågeblus i øjeblikket. Landbruget og fødevaresektoren er trods alt et af de mindst konjunkturfølsomme erhverv, hvorfor landbruget også kan være med til at få væksten tilbage på sporet, sagde formanden for Landsudvalget for Planteproduktion, Michael Brockenhuus-Schack i sin formandsberetning ved Landsplanteavlsmødet.
Stram likviditet
For at føje spot til skade har sendrægtighed i administrationen har 3300 landmænd endnu ikke fået udbetalt deres EU-tilskud.
- Det er helt uacceptabelt, at regeringen ikke vil afbøde de skader, dens embedsværk har påført. Hvis ikke EU accepterer en a conto udbetaling, kunne man i det mindste have tilbudt de berørte landmænd en favorabel låneordning, appellerede planteavlernes formand.
At de dystre udsigter dækker over store forskelle planteavlerne imellem kunne direktør Carl Åge Pedersen tilslutte sig i sin del af årsmødets beretninger.
- Vi kan af regnskabsresultaterne se, at der er en ganske stor variation i det driftsresultat, planteavleren kan forvente at få i 2009. Bedste tredjedel forventes at få et driftsresultat på minus et par tusinde kroner pr. hektar, mens den dårligste tredjedel risikerer at få et negativt driftsresultat på 6000 kroner pr. hektar, supplerede han.
Afgørende salgstidspunkt
Prisen på afgrøderne er helt afgørende, og Carl Åge Pedersen kunne også her støtte sin udvalgsformand.
- Forhåbentlig bliver priserne på afgrøderne ikke så varierende som i 2008. I en teoretisk beregning af et gennemsnitsresultat af resultaterne fra den primære drift af samtlige planteavlsbedrifter i Danmark, hvor man sondrer mellem om kornet er solgt til gennemsnitsprisen for første, andet, tredje eller fjerde kvartal i 2008, viser der sig en forskel på mere end kroner pr. hektar. Eller for en gennemsnitsbedrift omkring 600.000 kroner, sagde direktøren.
I sin omtale af den aktuelle økonomiske situation for planteavleren kunne Michael Brockenhuus-Schack fastslå nogle vigtige dimensioner i planteavlerens kamp for fortsat overlevelse.
- Vi skal ikke regne med, at prisen på vores produktionsjord vil stige foreløbigt. Det bliver endnu vigtigere end det er i dag at være en god »håndværker« i marken og sidst, men ikke mindst, skal vi være gode »købmænd«.
- Med de store prisudsving både på vores hjælpestoffer og på vores produkter, vi oplever for øjeblikket - og som vi skal indstille os på vil fortsætte - er det også nødvendigt at være gode købmænd på både de fysiske og på de finansielle markeder.









































